www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Ny rapport giver overblik over fremtidens investeringsmuligheder

Transportministeriet offentliggør den 27. marts en samlet afrapportering af de strategiske analyser, som giver et overblik over de langsigtede trafikale behov og udbygningsmuligheder for vej- og baneinfrastrukturen.

Vejle Fjord-broenFoto: René Strandbygaard

27. marts 2014

De strategiske analyser blev sat i gang med aftalen om En grøn transportpolitik i 2009. Analyserne handler om en række projekter og strategier for de overordnede korridorer i Danmark, som kan komme i spil på lang sigt, fx en Baneplan for Østjylland, en Østlig Ringvej/havnetunnel i København, en Kattegatforbindelse, en ny ’Hærvejsmotorvej’ og kapacitetsudbygninger på E45.

Den samlede afrapportering markerer afslutningen på de sidste fem års analysearbejde. Resultaterne af arbejdet er løbende blevet offentliggjort og præsenteret. Med det samlede overblik på plads, skal partierne bag aftalen om En grøn transportpolitik (regeringen, V, DF, SF, LA og K) nu i gang med at drøfte analysernes resultater og perspektiver.

- Jeg har inviteret den grønne forligskreds til møde om analyserne og ser frem til, at vi i den kommende tid kan drøfte resultaterne. Rapporten giver et godt grundlag for, at vi kan få en kvalificeret debat om de udfordringer og løsningsmuligheder, der tegner sig for Danmarks infrastruktur i fremtiden, siger transportminister Magnus Heunicke

Regeringen har sammen med forskellige forligskredse i Folketinget allerede besluttet at realisere flere af de projekter, der indgår i analyserne. Det drejer sig bl.a. om Timemodellen på jernbanestrækningen Odense-Aarhus-Aalborg, udbygninger af Ny Ellebjerg station, udbygninger af det jyske motorvejsnet ved bl.a. Vejle og Brande, en ny motorvej til Holstebro, en letbane i Ring 3 og en metroafgrening til Nordhavn.

- Det er positivt, at vi undervejs i analyserne har fået delresultater på bordet. De har hjulpet til, at de beslutninger, vi har truffet for infrastrukturen i de seneste år – ikke mindst med aftalen om Togfonden DK – også hænger sammen med de udfordringer, vi står over for på længere sigt, siger transportminister Magnus Heunicke.

Læs rapporten og faktaark