www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Overblik over metro-høringssvar er klar

Transportministeriet samler høringssvar om den nye lovgivning og VVM for Metrocityringen i en ny hvidbog.

MetrobyggepladsFoto: Metroselskabet

23. juni 2014

Transportministeriet offentliggør i dag en hvidbog over indsigelser og bemærkninger fra den offentlige høring i forbindelse med den supplerende VVM og bekendtgørelser for Metrocityringen.

I høringsfasen er der indkommet 69 kommentarer og indsigelser. Heraf er de 62 fra naboer, boligforeninger og interessegrupper.

Der er også kommet høringssvar fra en række myndigheder. Blandet andet fra embedslægen, der ikke finder grundlag for at anbefale andet kompromis end ministeriets i forhold til støjgrænserne, når der skal hensyn til både borgernes sundhed og samfundets interesser.

I hvidbogen peger ministeriet på en række ændringer, der følger op på de modtagne høringssvar. Der er ikke tale om grundlæggende ændringer i støjgrænser og kompensationsniveauer, men en række justeringer bl.a. i forhold til kommunernes tilsyn.

Samtidig foreslår ministeriet en række mindre forbedringer af den såkaldte nabopakke. For eksempel bliver adgang til genhusning for metronaboer, der bor i bygninger med en facade, der dæmper støjen væsentlig mindre end normalt.

- Vi har nu gennemført en omfattende høringsproces og behandlet de mange input, der er kommet til det nye regelgrundlag for byggeriet af metro-cityringen. Det har været vigtigt for mig, at alle har haft mulighed for at komme til orde. Jeg mener, at vi nu har ramt god balance, hvor de berørte naboer sikres en rimelig kompensation samtidig med, at Metroselskabet nu får helt klare rammer for, hvor meget de må støje, siger transportminister Magnus Heunicke.

Fakta om det nye regelgrundlag:

Den supplerende VVM-redegørelse beskriver konsekvenserne af de ændrede aktiviteter i forhold til beskrivelsen i VVM-redegørelsen for Cityringen fra 2008 samt de afværgeforanstaltninger, som ændringerne i arbejdet på byggepladserne giver anledning til.

Bekendtgørelse om forurening og gener fra anlægget af Cityringen (Byggepladsbekendtgørelsen) og Bekendtgørelse om kompensation, genhusning eller overtagelse som følge af forurening og gener fra anlægget af Cityringen (Nabo-pakkebekendtgørelsen) udmønter regler om blandt andet støj, kompensation og genhusning. Bekendtgørelserne forventes at træde i kraft fra 1. juli 2014.

Læs hvidbogen her