www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Regionaltogstrafikken i Nordjylland overdrages til nordjyderne

Regeringen har besluttet at overdrage DSB's regionaltogsdrift i Nordjylland til regionen og Nordjyske jernbaner. Beslutningen er netop blevet tiltrådt af Folketinget Finansudvalg, som har godkendt et aktstykke om sagen.

SkinnerFoto: Ulrik Jantzen

21. november 2014

Det indebærer, at man lokalt træffer beslutning om, hvor og hvor mange tog der skal køre på banenettet inden for en statslig tilskudsramme på 64 mio. kr. om året. Regionen planlægger en sammenhængende togbetjening fra Skørping i syd til Skagen og Hirtshals i nord. Nordjyderne kan også se frem til betydeligt flere togafgange med halvtimes-drift mellem Skørping og Hjørring. Den togtrafik, som regionen overtager, forventes udvidet med omkring 50 pct.

Driften planlægges startet i december 2016, når de nødvendige togindkøb er på plads.

Transportminister Magnus Heunicke udtaler:

- Det er meget spændende, hvad vi sætter gang i, med beslutningen om at overdrage den interne togtrafik i Nordjylland til nordjyderne. Jeg glæder mig også til snart at underskrive den formelle aftale med Region Nordjylland.

- Befolkningen i Vendsyssel og Himmerland kan se frem til nye og markant flere togforbindelser fra udgangen af 2016. Tog og busser får de allerbedste muligheder for en god koordination. Hvis passagererne ønsker togdriften justeret, skal man ikke henvende sig i København, og det er en lokal afgørelse hvordan man får mest ud af pengene. 

- Nu giver vi mulighed for, at den togtrafik som regionen overtager, vokser med 50 procent. Jeg ser frem til at se det blive til virkelighed, og jeg vil følge tæt, hvilke effekter det vil have på antallet af passagerer, at der kommer flere afgange og færre skift.