www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Taxibranche og minister går sammen om bedre sikkerhed

Transportminister Magnus Heunicke og arbejdsgivere og fagforbund i taxibranchen er blevet enige om at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal se på bedre sikkerhed.

BytrafikFoto: René Strandbygaard

7. november 2014

Taxichauffører skal trygt kunne transportere passagerer rundt i både by- og landområder uden at behøve at være nervøse for deres sikkerhed.

Det mål var der enighed om, da transportminister Magnus Heunicke torsdag mødtes med Dansk Taxi Råd, 3F, C.A.T. (Centralforeningen af Taxiforeninger i Danmark) og BTI (By Taxiernes Interesseorganisation) på baggrund af sidste weekends tragiske overfald i Brønshøj, der endte med, at chaufføren døde, og en 17-årig dreng blev fængslet.

Men ministeren og brancheorganisationerne var også enige om, at de har behov for at få et bedre overblik. Både over omfanget af vold i forbindelse med taxikørsel og mulighederne for forebyggelse. Derfor har parterne nu aftalt at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal se på, hvordan forholdene for chaufførerne kan blive mere sikre.

I forvejen er konflikthåndtering en del af chaufførernes uddannelse, og regeringen indførte for to år siden et krav om videoovervågning i taxier.

Transportministeren er åben overfor at se på, om der skal mere til:

- Vi havde et rigtigt godt møde, hvor vi blandt andet diskuterede overvågning, uniformer og omfanget af kontantbetaling. Men vi skal vide mere om, hvad der virker. Jeg har store forventninger til, at den arbejdsgruppe, vi nu nedsætter, vil finde frem til nogle helt konkrete værktøjer, branchen kan bruge, siger transportminister Magnus Heunicke.

Brancheorganisationerne ser frem til at deltage i arbejdsgruppen:

- Selv om det er på en utrolig trist baggrund, så er det glædeligt, at der nu er en mulighed for at skabe større sikkerhed i taxibranchen. Vi skal have kortlagt volden mod taxiførere. Der findes ingen statistik på området, ligesom effekten af videoovervågning aldrig er blevet dokumenteret. Gennem den indsigt vi får, bliver det muligt at sætte ind på den rigtige måde med de rigtige midler, så taxiførerne får en mere sikker hverdag, siger direktør i Dansk Taxi Råd Trine Wollenberg.

- Vi er helt enige med Dansk Taxi Råd. Men det er vigtigt, at vi udover kortlægning af problemerne og forebyggelse får skabt mulighed for hurtig hjælp til chaufførerne i en given situation. Dette kunne eksempelvis være en personbåren overfaldsalarm koblet op på et andet GPS-system end bilens, så chaufførens position er valid, såfremt han fjernes fra bilen eller omvendt, siger miljøkonsulent i 3F’s transportgruppe Kjeld Hougaard Jensen.

- BTI sætter stor pris på Transportministerens hurtige reaktion i lyset af det tragiske og unødvendige dødsfald. Vi støtter fuldt og helt ministerens ønske om at nedsætte en arbejdsgruppe, siger Uffe Christensen, formand for By Taxiernes Interesseorganisation, BTI.

Transportministeriet vil nu gå i gang med at formulere et kommissorium for arbejdsgruppen. Kommissoriet vil sætter rammerne for, hvad arbejdsgruppen skal beskæftige sig med og sætte en tidsplan for dens arbejde.