www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Vær med til at definere mobilitet

Der er nu mulighed for at blive en del af et særligt event, hvor begrebet mobilitet vil blive fortolket og udfordret.

MobilityFOTO: Katrine Møbius

20. august 2014

Kan vi ændre hinandens forståelse af mobilitet? Og kan helt nye perspektiver og idéer blive født på en eftermiddag? De spørgsmål står åbent hen den 17. september, når dørene i Københavns Lufthavns Vilhem Lauritzen Terminal åbner til et særligt event med begrebet mobilitet i fokus. Med TEDxCopenhagen som arrangør og Transportministeriet som sponsor bliver der budt velkommen til en eftermiddag med fokus på, hvordan man kan udfordre og nyfortolke begrebet mobilitet.

Hvad enten det er en persons sociale bevægelse i samfundet, den traditionelle transportorienterede mobilitet hvor en person bevæger sig fra a-b, eller udviklingen af nye teknologier der redefinerer samfundets transportløsninger, så er der mange vinkler og perspektiver at tage udgangspunkt i.

Det vil flere prominente talere gøre, når de står klar til at fylde lufthavnsterminalen med interessante debatoplæg og overraskende perspektiver, samtidig med at forskellige installationer skal give deltagerne en ny oplevelse af mobilitet.

Transportminister Magnus Heunicke (S) vil deltage i eventet, og alle, der har en interesse for mobilitet, er velkomne til at købe en billet og blive en del af en mobilitets-debat i konstant bevægelse. Prisen er 300 kroner, og billetten kan købes via TEDxCopenhagen.

TEDxCopenhagen er en selvstændig del af den amerikanske organisationen Ted, der har som formål at udbrede ”idéer, der er værd at sprede”. Udgangspunktet er, at interessante talere giver publikum input til nye ideer og perspektiver. Hvad enten publikum oplever talerne til events eller ser det via internettet.  

Eventet om mobilitet bliver afholdt onsdag den 17. september i Københavns Lufthavns Vilhelm Lauritzen Terminal og varer fra klokken 11:00-16:30.