www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Analyse: Femern Bælt-forbindelsen gør Danmark og Europa rigere

Ny samfundsøkonomisk analyse af Femern Bælt-projektet viser, at den faste forbindelse mellem Danmark og Tyskland er en god investering. Projektet har en forrentning på 5,0 pct. for Europas vedkommende. Det ligger over de 4 pct., som er grænsen for, hvornår samfundet bliver rigere af de investeringer, vi foretager.

Puttgarden i fugleperspektivFoto: Femern A/S

8. januar 2015

Femern Bælt-projektet er et af Danmarkshistoriens største anlægsprojekter. Tunnelen under Femern Bælt skaber en direkte korridor til vores vigtigste samhandelspartner Tyskland og bringer Skandinavien tættere på resten af Europa.

Nu viser en samfundsøkonomiske analyse, at projektet, hvis man ser på det som en investering, også er en god forretning for samfundet.  Analysen er lavet ved en systematisk vurdering af projektets fordele og ulemper for Danmark og Europa, målt over en periode på 50 år.

Analysen viser, at tunnelen - inklusiv store investeringer i tilhørende veje og baner i Danmark og Tyskland - giver et positivt afkast for Europa på 5,0 pct., svarende til en nettogevinst på 26 mia. kr. Ser man på effekten alene for Danmark, bliver afkastet 5,4 pct., svarende til 28 mia. kr. Det understreger, at Femern Bælt-projektet er en gevinst både for Europa og for Danmark. 

Det gode resultat skyldes primært de markante rejsetidsbesparelser for vej- og jernbanetrafikken som skabes af Femern Bælt-projektet. Dertil kommer også en gevinst fra den fleksibilitet, som biler, busser, lastbiler og togpassagerer får, når den faste forbindelse står færdig. Projektet reducerer samtidig transportens påvirkning på miljøet og klimaet. Det skyldes bl.a., at et stort antal godstog, som i dag må køre via Storebælt, sparer 160 km ved at køre via Femern Bælt. Det giver ligeledes en gevinst for samfundet.

For at belyse robustheden af resultatet er der udarbejdet en række følsomhedsanalyser og her er konklusionen entydig. Selv med ændringer i centrale parametre er Femern Bælt-projektet en god investering for Europa og for det danske samfund. 

Transportminister Magnus Heunicke udtaler:

- Nu ser vi endnu en rapport lavet af eksterne eksperter, som viser, at Femern Bælt-projektet er et sundt og robust projekt, som vil gavne Danmark og Europa. Det sætter en tyk streg under, at det eneste rigtige at gøre er at få vedtaget loven for projektet, så vi kan få de store maskiner i gang og gøre projektet til virkelighed.

- Vi har nu analyser, som viser, at Femern Bælt-projektet er robust isoleret set som et brugerfinansieret projekt og en samfundsøkonomisk gevinst målt ud fra både et europæisk og dansk perspektiv. Samtidig viser analysen, at projektet også er fornuftigt i et statsfinansielt perspektiv.

- Samlet set foreligger der et meget grundigt og gennemarbejdet grundlag omkring Femern Bælt-projektet, når jeg til februar fremlægger anlægsloven for Folketinget.

Links

  • Link
     
    Samfundsøkonomisk analyse af Femern Bælt-forbindelsen