www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Bornholmsk erstatningsfærge er sikret

Regeringen har sammen med Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og SF sikret, at Bornholm også fremover får glæde af en erstatningsfærge.

Povl AnkerFoto: Færgen

26. maj 2015

Bornholmerne vil også fremover have en erstatningsfærge til rådighed. Det står nu endegyldigt klart, efter at regeringen sammen med forligskredsen bag færgebetjening af Bornholm har indgået en aftale, der årligt sikrer 30 mio. kroner til en erstatningsfærge. 

- Jeg vil gerne sende en stor ros til bornholmerne for at have været konstruktive og dybt engagerede i det forløb, vi har været igennem. De har peget på, at en erstatningsfærge har afgørende betydning for en driftsikker færgebetjening af Bornholm og dermed også øens udvikling, og i dag har vi i forligskredsen endegyldigt sikret erstatningsfærgens fremtid, siger transportminister Magnus Heunicke (S).

Med aftalen om at sikre erstatningsfærgen følger også en forøgelse af statens bidrag til den fremtidige færgeoperatør på 30 mio. kroner om året. Det følger oveni det årlige tilskud på 279 mio. kroner, som blev aftalt med forligskredsen tilbage i december 2014, hvor rammerne for den fremtidige færgebetjening af Bornholm blev lagt fast.

Erstatningsfærgen kan indsættes i tilfælde af dårligt vejr eller teknisk nedbrud på ruterne mellem Rønne-Ystad og Rønne-Køge.

Det vil sikre en mere robust færgebetjening, hvad enten det er i lavsæsonen, hvor dårligt vejr kan give udfordringer for hurtigfærgerne, eller i turistsæsonen, hvor konsekvenserne af et nedbrud potentielt kan være store.

- I de forhandlinger, vi har haft om den fremtidige færgebetjening af Bornholm, har det i en svær økonomisk situation været topprioritet at sikre de nødvendige rammer for vækst og udvikling på øen.

- Vi er nu med god dialog og konstruktive forhandlinger nået frem til et resultat, hvor vi opretholder færgebetjeningen fra Ystad og Køge, sikrer billigere billetter for passagerer og gods til og fra Bornholm, samtidig med at vi fastholder den nødvendige erstatningsfærge, siger Magnus Heunicke.


Allerede i dag råder Danske Færger A/S, som står for færgebetjeningen af Bornholm, over en erstatningsfærge. Og i 2015 har den blandt andet været indsat i stedet for hurtigfærgerne på Ystad-ruten i situationer, hvor de ikke har kunnet sejle på grund af vejrforholdene. Den har også været indsat i stedet for gods- og passagerfærgen på Køge-ruten ved tekniske problemer og senest i forbindelse med et havari og efterfølgende værftsophold. 

I dag benytter Danske Færger A/S imidlertid også erstatningsfærgen til – på kommercielle vilkår – at betjene rutefarten mellem Rønne og Sassnitz i Tyskland fra marts til oktober måned. Sassnitz-ruten er ikke en del af kontrakten om færgebetjeningen af Bornholm, og det vil også fremadrettet være op til operatøren at vurdere, om der er kommercielt potentiale i at besejle den.

Parterne mødes igen om udmøntningen af midler til lavere billetpriser. Der er indledt forhandlinger i regi af Økonomi- og Indenrigsministeriet om udmøntning af 133 mio. kr. årligt til lavere færgebilletpriser til gavn for de danske ø-samfund. De forhandlinger vil afklare, hvor stor en andel Bornholm får.