www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Danmark indgår transportaftale med Indonesien

Danmark og Indonesien har i dag indgået en aftale, der styrker samarbejdet med verdens fjerdestørste land om transportløsninger til lands, vands og i luften. Den indonesiske regering har fremlagt ambitiøse planer for investeringer i infrastrukturen, og aftalen giver nye muligheder for danske virksomheder.

Udsigt ud af flyvindueFoto: Ulrik Jantzen

3. februar 2015

Aftalen blev indgået på et møde i dag i Indonesiens hovedstad Jakarta under overværelse af Søfartsstyrelsens direktør Andreas Nordseth. Blandt de samarbejdsområder, der fremhæves i aftalen, er planlægning, miljøbeskyttelse, sikkerhed, lovgivning, teknologi og forskning. Aftalen omfatter både landtransport, søfart og luftfart og udveksling af erfaringer med infrastrukturplanlægning.

Transportminister Magnus Heunicke udtaler:

- Indonesien er et land i rivende udvikling. Derfor ser jeg med den nye aftale frem til et øget samarbejde med den indonesiske regering. Indonesien står over for meget store udfordringer, men også store muligheder inden for transportområdet. Dansk viden og teknologi er efterspurgt, og aftalen vil derfor også åbne døre i Indonesien for danske virksomheder.

Dagens aftale følger op på regeringens vækstmarkedsstrategi for Indonesien fra 2013. Strategien fastlægger en ambitiøs handlingsplan for udvidelsen af de politiske og kommercielle relationer med Indonesien inden for en række prioritetsområder: Transport og infrastruktur, Cleantech, sundhed, fødevarer og fødevareteknologi, uddannelse og design. 

Udenrigsminister Martin Lidegaard udtaler:

- Vi arbejder benhårdt for at udvide myndighedssamarbejdet med en række prioriterede vækstlande. Transportaftalen mellem Danmark og Indonesien er et konkret eksempel på regeringens strategi for myndighedssamarbejde og økonomisk diplomati. Aftalen vil gøre Danmark til en tættere partner for de 250 millioner mennesker i Sydøstasiens største land.

Indonesien er et af verdens hurtigst voksende vækstmarkeder og det tredje største demokrati i verden. Landet har allerede taget springet op som mellemindkomstland og er medlem af den eksklusive gruppe af verdens 20 største økonomier, G20. 

Den nye indonesiske regering under ledelse af præsident Joko Widodo har sat økonomisk vækst øverst på dagsordenen blandt andet med fokus på udbygning af infrastruktur og den maritime sektor. Samtidig har en eksplosiv vækst i flytrafikken øget behovet for effektivisering af luftfartsområdet. Her er danske løsninger attraktive. 

Set i lyset af en indonesisk transportsektor med vokseværk vil den nye aftale generelt være en løftestang for virksomheder, der gerne vil ind på det indonesiske marked.