www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

En kvart milliard til supercykelstier og løft af busserne i hele Danmark

Regeringen har sammen med DF, SF og Enhedslisten udmøntet en kvart milliard kr. til blandt andet at få styrket den kollektive trafik i yderområderne og få etableret nye supercykelstier i hele landet

Stoppested på landetFoto: Ulrik Jantzen

22. maj 2015

Regeringen har sammen med DF, SF og Enhedslisten taget endnu et vigtigt skridt for at sikre et miljørigtigt, effektivt og dynamisk transportsystem i Danmark. 

Forligskredsen er den 22. maj blevet enige om at udmønte 253 millioner kroner, der både skal sikre nye supercykelstier i hele landet, styrke den kollektive trafik i yderområderne og øge busfremkommelighed i de største byer.

Dermed fastholder regeringen sit fokus på at fremme den miljørigtige transport og skabe grobund for vækst og udvikling gennem en stærk kollektiv trafik både i de største byer og i yderområderne.

Med dagens aftale er der fundet penge til at styrke cyklismen i Danmark. Forligskredsen giver blandt andet tilskud til nye supercykelstier både i Jylland og på Sjælland og Fyn. De seneste tal viser, at danskerne cykler mere, end vi har gjort i tyve år, og det er den positive udvikling, som forligskredsen ønsker at fastholde.

- Der er enormt stort potentiale for at få endnu flere danskere til at cykle. Det er både sundt, miljørigtigt og aflaster trængslen på vejene. Vi har i de seneste år gentagne gange set, hvordan supercykelstier er med til at få folk op på cyklerne, og derfor er det vigtigt, at vi på den måde fortsat gør det lettere at pendle eller komme til den kollektive trafik på cykel, siger Magnus Heunicke.

Et andet led i aftalen er at sikre penge til bedre busfremkommelighed i de største byer. Det skal være med til at reducere køretiden, forbedre sammenhængen mellem de forskellige transportmidler og skabe daglige forbedringer, som passagererne kan mærke. 

- Når vi ser på, hvordan vi samlet set kan skabe den bedst mulige kollektive transport, er vi nødt til at se på sammenhængen. Ved at reducere køretiden for busserne gør vi den kollektive transport mere attraktiv som helhed, og det er der brug for, siger Magnus Heunicke. 

Et af de markante projekter uden for de største byer, som der er fundet penge til, er etableringen af en helt ny station ved Kalundborg Øst. Den nye station skal være med til at fremme væksten i området ved at styrke tilgængeligheden for de mange pendlere til de store virksomheder i området, hvor der alene hos Novo Nordisk og Novozymes er 4600 arbejdspladser. 

- Danmark er dybt afhængig af en stærk kollektiv transport – det gælder også uden for de største byer. Vi ved, at øget tilgængelighed og fremkommelighed er en forudsætning for at skabe den nødvendige lokale og regionale vækst og udvikling. De gode projekter, vi nu støtter, vil være med til at styrke yderområderne fremadrettet, siger transportminister Magnus Heunicke. 



Links

  • Link
     
    Læs aftaleteksten
  • PDF
    0,20mb
    Faktaark: Pulje til forbedring af kollektiv trafik i yderområder
  • PDF
    0,33mb
    Faktaark: Pulje til supercykelstier og cykelparkering
  • PDF
    0,20mb
    Faktaark: Pulje til busfremkommelighed