www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Heunicke: Danmark skal gøres klar til selvkørende biler

Ministeren samler eksperter til at se på ny teknik og nye former for biløkonomi.

Motorvejstrafik

27. april 2015

De store bilproducenter har fuld fart på udviklingen af teknik, der helt fjerner behovet for hænder på rattet. Selvkørende biler er allerede nu med i store forsøg i landene tæt på os, og de kendte bilmærker, der står bag, har længe tilbudt del-elementer af den nye teknologi til eksisterende bilmodeller. Biler, der selv kan følge vejbanens forløb og biler, der automatisk nødbremser, er allerede på markedet.

Men fremtidens vision om selvkørende biler på vejnettet udfordrer planlægningen af infrastruktur og lovgivning, herunder kravene til bilernes evne til at glide ind i et trafikmønster, hvor traditionelt styrede biler fortsat vil være i overtal i en lang årrække.

Derfor samler transportminister Magnus Heunicke nu en kreds af branchefolk og eksperter for at give de første bud på de opgaver og muligheder, den nye teknologi byder på. Ekspertpanelet samles 18. maj til en workshop, hvor også miljøminister Kirsten Brosbøl deltager.

- Det er en spændende udvikling, som tvinger os til at tænke nyt. Selvkørende biler kan skabe bedre plads på vejnettet, fordi teknologien tillader tættere kørsel, siger transportminister Magnus Heunicke.

- Samtidig kan teknologien måske føre til helt nye former for offentlig transport i for eksempel yderområder. Den dag, en dårligt gående person uden kørekort kan bestille en førerløs transport til et besøg hos familien eller en tur til købmanden, er måske ikke fjern.


Den selvkørende bil kan blive en gevinst for sikkerheden, men den kan også skabe ny trængsel, påpeger Magnus Heunicke:

- Hvis bilerne bliver tilstrækkeligt billige, kan det give mere trafik. Til gengæld kan selvkørende biler jo bruge vejbanen mere effektivt og sikkert, end det er muligt i dag.

- Vi kan simpelthen forvente, at selvkørende biler kan køre tættere på hinanden, fordi deres sensorer og evner overtrumfer selv den dygtigste racerkører i Formel 1. Og så bliver de ikke trætte, ligesom mennesker gør. Det er godt for sikkerheden og øger altså vejens kapacitet.

Workshoppen 18. maj skal også behandle perspektiverne i andre fænomener, der kan ændre bilismen: Delebiler og samkørsel.

Markedet ventes at vokse. Der udvikles stadigt smartere betalings- og reservationssystemer, bl. a. via apps. Potentielt kan en stigende accept af deleøkonomi og samkørsel skabe bedre udnyttelse og dermed reducere behovet for antallet af biler.

- Deleøkonomi har potentiale til at spare familierne for den store udgift, det kan være at eje en bil, og samtidig får vi bedre udnyttelse af bilparken. I dag står mange biler faktisk stille det meste af tiden, og når de kører, er det ofte med kun en enkelt person i bilen, siger Magnus Heunicke.

- Vi kan med andre ord få mere transport for samme mængde trafik.


Workshoppen skal give nogle bud på, hvad de nye teknologier og forretningsmodeller betyder for fremtidens mobilitet, herunder om de kommer til at føre til helt nye megatrends i vores måde at bevæge os på. Det er et skridt til at få samlet den eksisterende viden på området og give startskuddet til en formulering af fremtidens politik.

Godt en uge efter workshoppen mødes transportminister Magnus Heunicke med kolleger fra hele verden til International Transport Forums konference i Leipzig. Her skal ministeren bl.a. deltage i en session om droner og selvkørende biler.



Links

  • Link
     
    Find program og deltagerliste til workshoppen 18. maj 2015