www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Bemærk, at oplysningen om, at der i højsæsonen ofte opstår trafikkø fra færgehavnen i Puttgarden og tilbage til fastlandet med ventetider på over fem timer, som indgik i pressemeddelelsen på initiativ af det tyske Forbundstransportministerium, har vist sig ikke at være dokumenteret.

Magnus Heunicke mødtes med sin tyske kollega

Den danske transportminister Magnus Heunicke mødtes i dag i Berlin med den tyske transportminister Alexander Dobrindt.

Magnus Heunicke og Alexander Dobrindt. Foto: TransportministerietMagnus Heunicke og Alexander Dobrindt. Foto: Transportministeriet

24. februar 2015

Et vigtigt samtaleemne var status på planlægningen af den faste forbindelse over Femern Bælt. Danmark planlægger en knap 18 kilometer lang tunnel for vej- og jernbanetrafik under Østersøen mellem øen Fehmarn (Tyskland) og Lolland (Danmark). Forbindelsen finansieres af Danmark og brugerbetales. Tyskland forpligtede sig i 2008 gennem statstraktaten med Danmark til at stå for tilslutningen af tunnelen på den tyske side.

Den kommende Femern Bælt-forbindelse giver store gevinster for både Danmark og Tyskland, og jeg er glad for det konstruktive og gode samarbejde om forbindelsen, som vi har imellem landene, og som vi har bekræftet på mødet her i dag,” udtaler transportminister Magnus Heunicke.

På mødet drøftede de to ministre blandt andet planen for udbygningen af de tyske landanlæg.

"Tyskland står ved sin forpligtelse i henhold til traktaten til at udbygge landanlæggene på den tyske side. Delstaten Slesvig-Holsten undersøgte sidste år forskellige linjeføringer og anbefalede, at der etableres en i overvejende grad ny jernbanestrækning. Nyanlægget er mere tidskrævende, men betyder til gengæld langt færre støjgener for turistområderne ved Østersøkysten," udtaler transportminister Alexander Dobrindt.

Den tyske forbundsstat har bedt DB AG om at iværksætte den videre planlægning på grundlag af den linjeføring, som delstaten har anbefalet. Som ejer af jernbaneinfrastrukturen planlægger DB AG projektet i henhold til den tyske byggelovgivning og realiserer det på eget ansvar. Forbundsstaten finansierer investeringerne i den nye og udbyggede strækning, der skal være færdig senest i 2024.

Med EU's udvidelse mod øst øges trafikstrømmene i Østersøområdet betydeligt. I øjeblikket sejles tog, biler og gods over med færgen fra Fehmarn til Lolland. I højsæsonen om sommeren opstår der ofte trafikkø fra færgehavnen i Puttgarden og tilbage til fastlandet – med ventetider på over fem timer. Med den faste forbindelse over Femern Bælt slipper Fehmarn for denne kø, og rejsetiderne f.eks. mellem København og Hamborg eller Berlin reduceres med 1,5 time.

Europa-Kommissionen har siden 1994 anset den faste forbindelse over Femern Bælt for at være et af de særligt vigtige europæiske trafikprojekter.