www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Minister: Danmark skal gå foran på droneområdet

Transport- og bygningsministeren har netop sendt lovforslaget om en ændring af luftfartsloven på droneområdet i ekstern høring.

Drone på himlen

16. december 2015

Danmark skal være foregangsland inden for droneområdet og skabe moderne og tidssvarende rammer, der styrker erhvervslivet.

Det er udgangspunktet for det lovforslag om ændring af luftfartsloven på droneområdet, som transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt netop har sendt i ekstern høring. Lovforslaget skal efter planen fremsættes for Folketinget i februar, og inden da inviterer ministeren alle relevante parter til at komme med deres bidrag til at få tilpasset reguleringen på området

Ministeren vil desuden i det nye år holde drøftelser med branchen på området for at høre deres input og bud på fremtiden. 

- Droner er et meget spændende redskab for erhvervslivet. Det giver nogle helt nye muligheder for at skabe vækst og udvikling. Det skal vi naturligvis understøtte med at skabe gode, klare og tidssvarende regler, siger Hans Christian Schmidt. 

De nuværende rammer, der regulerer droneflyvningen, er fra en tid, hvor den teknologiske udvikling ikke var kommet længere end modelflyvningen. 

Det indebefatter dermed også, at når erhvervslivet skal bruge droner, så kræver det enkeltvis sagsbehandling af dispensationsansøgninger. Det kan ofte være en ufleksibel og lang proces. 

Derfor lægger transport- og bygningsministeren op til at ændre loven på området. 

Målet er at give mindre bureuakrati for virksomhederne samtidig med, at der vil være et større fokus på sikkerhed og bekæmpelse af ulovlig brug, der krænker privatlivets fred. 

- Danmark skal være et foregangsland inden for droneområdet, og nu tager vi et vigtigt skridt i den retning. Vi sætter rammerne for, at danske virksomheder kan dyrke de muligheder for arbejdspladser, som droneområdet forventes at skabe de kommende år. Samtidig styrker vi sikkerheden og muligheden for at sikre hensynet til privatlivets fred, siger Hans Christian Schmidt. 

Han understreger samtidig vigtigheden af, at branchen involverer sig i processen. 

- Vi skal have flest muligt med i arbejdet med at udnytte det vækstpotentiale, der er inden for droneområdet. Det er vigtigt, at vi bruger al den erfaring, viden og teknologiske snilde, vi har, til at sørge for, at det i høj grad bliver Danmark, der fremover får glæde af de arbejdspladser, der ligger og venter.

Perspektiverne ved brug af droner til erhvervsbrug findes inden for en lang række forskellige brancher. 

Droner kan eksempelvis bruges i forbindelse med overvågning og analyse af marker, til at styrke beredskabet ved ulykker og eftersøgningsaktioner, til at indsamle geodata til kortlægning eller til at optimere inspektioner af vejnet. 


Links

  • Link
     
    Lovforslag om ændring af luftfartsloven kan læses her