www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Minister understregede vigtigheden af klare cabotageregler

Transportministeren lagde over for Europa-Kommissionen vægt på nødvendigheden af klare og entydige cabotageregler.

Godstransport ved grænsenFoto: René Strandbygaard

10. december 2015

Transportministrene i EU drøftede ved rådsmødet den 10. december sociale aspekter på vejtransportområdet. 

I den forbindelse understregede den danske transport- og bygningsmnister Hans Christian Schmidt nødvendigheden af at sikre klare og entydige cabotageregler. 

- Jeg synes det er vigtigt, at vi får mere klare og entydige regler, både så de kan håndhæves bedre og håndhæves ens på tværs af lande. Det er også vigtigt for chaufføren og vognmanden, så de kan være helt sikre på, hvad der gælder, sagde Hans Christian Schmidt. 

Ministeren lagde vægt på, at der er behov for at se på, hvordan man definerer en cabotagetur - altså den tur, som der må køres tre af inden for syv dage, efter en international transport er gennemført. 

- Der er en overordnet definition af, hvad cabotagekørsel er, men ikke af en cabotagetur. Der er behov for, at vi får en tilstrækkelig klar definition af dette - gerne indført i selve forordningen, påpegede ministeren.