www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Nu går arbejdet med enklere takster i gang

De første skridt på vejen mod et opgør med det stærkt kritiserede uigennemskuelige takstsystem i den kollektive trafik er nu taget. Trafikselskabet Movia får opbakning fra transportordførerne og transport- og bygningsministeren til at gå videre med takstharmonisering på Sjælland.

Nordhavn StationFoto: René Strandbygaard

7. oktober 2015

Rigsrevisionen og statsrevisorerne rejste i august måned en skarp kritik mod takstsystemet i den kollektive trafik og de hidtil forgæves forsøg på at forenkle prisstrukturen til gavn for kunderne. Statsrevisorerne konstaterede, at en landsdækkende harmonisering reelt ikke er mulig – med mindre takstkompetencen ændres, så kommuner, regioner og togoperatører fratages det endelige ansvar for at fastsætte takster - eller at trafikselskaberne seriøst bestræber sig på at blive enige.

Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt har i kølvandet på den voldsomme kritik af selskabernes arbejde gennemført en møderække med trafikselskaberne, DSB og transportordførerne, hvor de forskellige virksomheders synspunkter og bud på løsninger er blevet vendt.  

Trafikselskabet Movia har klart meldt ud, at man på Sjælland ønsker at gennemføre den såkaldte Takst Sjælland løsning, som indebærer, at der etableres et fælles zone- og takstsystem på hele Sjælland med en ensartet og logisk pris- og rabatstruktur for kontantbilletter, rejsekort og periodekort. Modellen er tidligere drøftet mellem trafikvirksomhederne på Sjælland, men måtte i foråret 2014 opgives på grund af uenighed mellem parterne.

Transport- og bygningsministeren er nået til enighed med transportordførerne om at bakke op om, at Movia kan gå videre med at udvikle og implementere modellen. Det sker på baggrund af Movias udmelding om, at modellen er et grundigt og gennemarbejdet forslag, som både løser udfordringen med harmonisering af taksterne og sikrer sammenhæng i priserne på tværs af transportformer for 70 pct. af alle rejser på landsplan. 

Der bliver nu tilrettelagt et intensivt forløb med Movia og de øvrige trafikvirksomheder. Ordførerne vil få en status på et møde den 11. november 2015 med henblik på, at de kan blive præsenteret for en endelig model i starten af december. Dette er ifølge Movia en betingelse for, at en løsning kan være på plads allerede fra juli 2016.

I Jylland og på Fyn er transportvirksomhederne gået i gang med at kigge på forskellige modeller for forenkling af taksterne. Ordførerkredsen og ministeren er enige om at bakke op om arbejdet og følge fremdriften. Fra Transport- og Bygningsministeriets side stilles Trafik- og Byggestyrelsens kompetencer til rådighed for arbejdet.

Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt udtaler:

- Vi har modtaget et meget stærkt signal fra Movia om, at det her er et problem, som man som en ansvarlig sektor gerne selv vil løse.

- Når man fra Movias side selv mener, man har den rigtige løsning for kunderne, er det jo ikke os, der skal stå i vejen.

- Vi ser derfor frem til, at Movia kommer og præsenterer deres endelige model for ordførerne og mig, så vi kan komme videre med sagen.