www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Nyt liv til dansk vejgodstransport

Vejtransportrådet er gået i gang med at lave en udviklingsplan for transporterhvervet.

Godstransport ved grænsen

23. april 2015

Transportminister Magnus Heunicke glæder sig over, at Vejtransportrådet har sat gang i skabelsen af en udviklingsplan for Danmarks vejgodstransport.

- Branchen er på vej frem efter kriseårene, men der er store udfordringer for at sikre den nye vækst. Vi skal have skubbet erhvervets muligheder i den rigtige retning, så virksomhederne i højere grad kan levere totalløsninger, køre grønt og tiltrække en ny generation af medarbejdere, siger Magnus Heunicke.

- I de senere år er store dele af godstransporten på vej rykket fra danske hænder til udenlandske virksomheder. Nu er der økonomisk vækst indenlands, og det er vigtigt, at branchen udnytter denne vækst, så også danske vognmandsvirksomheder kan bygge muskler op til en specialiseret fremtid.

Udviklingsplanen vil fokusere på seks områder, der kan stimulere og fremtidssikre vejgodstransporten.

• Mere miljørigtig og effektiv udnyttelse af lastbilerne, blandt andet gennem videreudvikling af fremtidens instrumenter til ruteplanlægning som reducerer tomkørsel og finder den smarteste vej.

• Udvidet brug af integrerede IT-løsninger.

• Bedre udnyttelse af Danmarks ekspertise på logistikområdet.

• Transformation af vognmandsvirksomhederne fra udbydere af enkel godskørsel fra A til B til udbydere af totalløsninger, der servicerer kunden med lagerstyring og leverance helt ind på fabriksgulvet eller butikshylden.

• Fortsat kamp for lige konkurrence med udenlandske vognmandsvirksomheder, herunder effektiv og målrettet kontrol med f.eks. ulovlig cabotagekørsel.

• Tilgang af unge mennesker til faget som lastbilchauffør.

Netop rekruttering af yngre kræfter til et voksende erhverv er en af de store opgaver fremadrettet. En frisk analyse fra Vejtransportrådet viser, at gennemsnitsalderen på en dansk lastbilchauffør er høj. Ifølge analysen er yngre mennesker tilbageholdende med at søge erhvervet. Det hænger ifølge analysen også sammen med den hårde konkurrence fra lande med dårligere løn- og arbejdsvilkår end de danske.

- Arbejdskraftmangel kan hæmme den vækst, vi går efter. Der er en truende mangel på arbejdskraft om få år i erhvervet, hvis vi ikke hjælper til. Vi skal have stimuleret de udviklingsmuligheder, der kan gøre godstransport på vej til et endnu mere attraktivt område for unge mennesker, siger Magnus Heunicke.

- Vi ved fra analysen, at de mange regler, tidspres, bedre lønninger i konkurrerende erhverv og ønsket om et arbejdsliv, der hænger sammen med et familieliv, holder mange unge væk fra faget.

- Det kan afhjælpes med viden og planlægning i det enkelte firma.

- Myndighederne kan hjælpe tilgangen af ny arbejdskraft ved at gøre mest muligt for at sikre, at erhvervets indtjening ikke undergraves af ulovlige konkurrencemetoder og social dumping, siger Magnus Heunicke.

Fakta:

Vejtransportrådet gennemfører i de kommende måneder en række workshops med deltagelse af eksperter og repræsentanter fra relevante ministerier. Arbejdet skal munde ud i et oplæg til udviklingsplan, som forelægges transportministeren i andet halvår af 2015.

Vejtransportrådets rolle er at drøfte generelle og overordnede spørgsmål på transportområdet og komme med anbefalinger til transportministeren om regulering af rammevilkårene for transporterhvervet. Vejtransportrådets 11 medlemmer udpeges af ministeren, og medlemmer er primært fra transportrelaterede branche- og arbejdsgiverorganisationer.

Medlemmer:

Formand, Carsten Falk Hansen, Trafikstyrelsen

Anne Windfeldt Trolle, Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik (ATL)

Jesper Højte Stenbæk, Dansk Erhverv

Erik Østergaard, Dansk Transport og Logistik (DTL)

Morten Schønning Madsen, Dansk Erhverv Arbejdsgiver

Steen Bundgaard, Danske Busvognmænd

Martin Aabak, Danske Speditører

Michael Svane, DI Transport

Anne Kathrine Steenbjerge, DI Transport

Jørgen Aarestrup, Fagligt Fælles Forbund (3F)

Jacob Chr. Nielsen, ITD –Brancheorganisation for den danske vejgodstransport

Links

  • PDF
    1,43mb
    Statistisk analyse af vejtransporten
  • PDF
    0,54mb
    Succeshistorier fra logistik og vejtransportbranchen
  • PDF
    0,10mb
    Vejtransportrådet Kommissorium
  • PDF
    0,19mb
    Vejtransportrådet Sammenfatning
  • PDF
    0,55mb
    Arbejdsstyrkeanalyse