www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Rapport: For risikabelt at ophæve regler for lagring af farligt gods

Miljøstyrelsen undersøger nu, om forskellige myndigheders regler kan spille bedre sammen.

Havnegods

21. april 2015

En arbejdsgruppe ledet af Transportministeriet har undersøgt, om reglerne for lagring af farligt gods på for eksempel havne kan ophæves. Rapporten finder frem til, at reglerne ikke kan ophæves, uden at det medfører en sikkerhedsrisiko. Derfor anbefaler den, at Miljøstyrelsen udarbejder et konkret værktøj, der skal imødekomme andre af branchens udfordringer på området.

Udfordringen for transport- og logistikvirksomheder samt operatører af godsterminaler er, at deres virksomhed bliver omfattet af reglerne for lagring af farligt gods, når de midlertidigt opbevarer farligt gods på virksomhedens arealer i forbindelse med transporten af godset. Det betyder blandt andet, at virksomheden skal opfylde en række krav om sikkerhedsforanstaltninger, som branchen finder bebyrdende og derfor gerne vil have ophævet.

Det er risikobekendtgørelsen, der regulerer området. Her er Miljøstyrelsen og Beredskabsstyrelsen de centrale myndigheder, der også har siddet med i arbejdsgruppen.

Rapporten konkluderer, at Miljøstyrelsen og Beredskabsstyrelsen ikke kan anbefale, at reglerne i risikobekendtgørelse bliver ophævet, da det vil betyde et lavere sikkerhedsniveau i forbindelse med lagring af farligt gods.

Rapporten viser også, at andre lande - ligesom Danmark - har indført nationale særregler på området, der tager hensyn til sikkerheden i forbindelsen med lagring af farlige gods under transport, og at der i den forstand ikke er tale om, at de danske regler er skrappere end i andre EU-lande.

For at mindske byrderne for branchen, og da branchen også står over for den udfordring, at risikobekendtgørelsen og transportreglerne ikke taler godt nok sammen, anbefaler rapporten, at Miljøstyrelsen undersøger, om det er muligt at sikre et bedre samspil mellem de forskellige regelsæt.

Det arbejde er Miljøstyrelsen allerede i gang med, og det skal munde ud i et konkret værktøj, der skal gøre det lettere for virksomheder at afgøre om det gods, de håndterer, er omfattet af reglerne i risikobekendtgørelsen. Projektet ventes færdigt til efteråret 2015.





Links

  • PDF
    0,85mb
    Rapport: Farligt gods på havne og terminalområder