www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

27 mia. til infrastruktur - 2025-planen viser vejen til vækst i Danmark

Regeringen lægger vejen til ny vækst og udvikling i hele landet med langsigtet 2025-plan, siger transport- og bygningsministeren.

Luftfoto af motorvejFoto: Ulrik Jantzen

30. august 2016

- Regeringens nye helhedsplan for et stærkere Danmark – den såkaldte 2025-plan – vil give et markant løft også til infrastrukturen – og medvirke til at skabe vækst og udvikling i hele Danmark.

Det siger transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt. 

Han henviser til, at der i planen er afsat 27 milliarder kroner til udbygning af infrastrukturen. 

- Man kan kun læse 2025-planen på én måde, nemlig som et kraftigt signal fra regeringens side om, at vi tager opgaven med at udvikle og styrke hele Danmark meget alvorligt, siger ministeren. 

Regeringens nye plan tegner sammen med det netop fremsendte finanslovsforslag ifølge transport- og bygningsministeren et billede af en regering, der målrettet går efter at styrke infrastrukturen herhjemme.

- Vi har netop fremlagt et finanslovsforslag, hvor vi afsætter en halv milliard kroner til en udbygning af den østjyske motorvej E45 mellem Skanderborg og Aarhus. Nu følger vi op med en 2025-plan, hvor vi sætter yderligere 27 milliarder kroner af til bedre infrastruktur.

De mange milliarder til ny infrastruktur vil ikke mindst komme borgere og virksomheder til gode i form af et udbygget vejnet. Det er transport- og bygningsministeren ikke i tvivl om.

- Veje virker. Veje tiltrækker vækst og investeringer, og derfor er en stærk infrastruktur en forudsætning for at tiltrække virksomheder og skabe vækst og arbejdspladser i hele Danmark. Den nye 2025 plan viser vejen for netop det. 

- Jeg glæder mig over, at regeringen i dag har præsenteret en helhedsplan for fremtidens Danmark. Planen giver os et stærkere Danmark - også på infrastrukturområdet. Derfor er det afgørende, at vi kommer i mål med den samlede plan.