www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Billigere færgebilletter til og fra Bornholm og Samsø

Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt har i dag indgået en aftale med rederiet Danske Færger A/S, der vil sikre billigere færgebilletter til og fra Bornholm og Samsø.

Villum ClausenFoto: Villum Clausen

10. august 2016

Bornholmerne og samsingerne samt øernes turister kan i fremtiden se frem til en billigere færgedrift uden for højsæsonen. 

Prisen for en færgebillet på BornholmerFærgen vil fra den 1. september 2016 være op til 26 procent lavere uden for højsæsonen, end det er tilfældet i dag. Tilsvarende vil priserne på færgebilletterne mellem Kalundborg og Samsø falde op til 40 procent.

Prisreduktionerne er et resultat af, at staten øger sit tilskud til færgefarten til og fra Bornholm og Samsø grundet et politisk ønske om at øge turismen og bosætningen på øerne. 

Helt konkret sker det ved, at Transport- og Bygningsministeriet har anvendt de midler, som ministeriet har fået tildelt af Social- og Indenrigsministeriet til nedsættelser af færgebilletpriserne til og fra Bornholm og Samsø. 

I konkrete tal er det cirka 19 millioner kroner i år og cirka 39 millioner kroner i 2017 og hvert år fremover.

Samtidig har Transport- og Bygningsministeriet i forbindelse med forhandlingerne været i kontakt med borgmestrene på Bornholm og Samsø. På den baggrund er prisen på standardbilletter til biler og de første dyre bilpendlerture nedsat mere end de øvrige billettyper.

-Vi har nogle fantastiske øer i Danmark, der alle fortjener bedst mulige forudsætninger for, at turismen og væksten kan blomstre - også uden for højsæsonen. Billigere færgebilletter kan være et middel hertil, siger transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt. Det er derfor med stor glæde, at jeg i dag har indgået en aftale med Danske Færger, som vil gøre det billigere at komme til og fra Samsø og Bornholm.

Transport- og Bygningsministeriet har gennem de seneste måneder forhandlet med Danske Færger A/S om en model for prisreduktioner på passagerbilletter for de midler, der blev afsat med regeringens Aftale om vækst og udvikling i hele Danmark af 9. februar 2016.

I forbindelse med forhandlingerne har Transport- og Bygningsministeriet fået foretaget en ekstern kvalitetssikring af beregningerne for at sikre, at der sikres billetprisnedsættelser for alle pengene.

-Med aftalen følger vi op på regeringens vækstudspil. Vi har hele vejen haft fokus på at få størst mulig billetprisreduktion for de tildelte midler, samtidig med at rederiet Danske Færger A/S hverken over- eller underkompenseres, udtaler Hans Christian Schmidt.

Prisnedsættelserne vil på begge øer fremadrettet blive udmøntet uden for højsæsonen (fra medio august til medio juni). Dog vil nedsættelsen i 2016 ske pr. 1. september. Aftalerne for Bornholm og Samsø gælder frem til de to kontrakters udløb i henholdsvis august 2018 og september 2024. Priserne vil som alle andre priser under de to kontrakter blive pristalsreguleret.