www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Køge Bugt Motorvejen åbner et år før tid

Den omfattende udvidelse af Køge Bugt Motorvejen forventes færdig i slutningen af 2017. Det er næsten et år før planlagt.

TrafikpropFoto: René Strandbygaard

6. juli 2016

Efter flere års omfattende vejarbejde forventer Vejdirektoratet i slutningen af 2017 at kunne aflevere en færdig udvidelse af Køge Bugt Motorvejen fra seks til otte spor.

Det vil være næsten et år tidligere end oprindeligt planlagt, hvilket glæder transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt:

 - Det er utrolig glædeligt både for trafikanterne og for borgerne i området, at så stort og kompliceret et vejprojekt kan stå færdigt næsten et år før tid.

Årsagen til den hurtigere færdiggørelse skyldes en kombination af god planlægning og favorable vejrforhold. De milde vintre har betydet, at vores entreprenør har kunnet arbejde igennem stort set uden afbræk i vinterperioden, fortæller projektleder i Vejdirektoratet Robin Højen Madsen:

- Vi ser frem til at aflevere den færdige vej, der samtidig vil markere afslutningen på et langvarigt og kompliceret byggeri, som har trukket store veksler på både trafikanternes og borgernes tålmodighed, siger han.

God infrastruktur styrker væksten
Der kører i dag cirka 110.000 biler i døgnet på Køge Bugt Motorvejen, som dermed er en af de centrale indfaldsveje til hovedstadsområdet. Projektet har været ekstraordinært komplekst, fordi udbygningen har skullet gennemføres samtidig med, at den trafikale livsnerve er holdt åben. Sideløbende er Banedanmark i færd med at bygge den nye jernbane mellem København og Ringsted på samme strækning.

Udbygningen af motorvejen har været i gang siden 2012 og er sket i flere etaper. Allerede sidst i 2016 vil trafikanterne få glæde af fire spor i hver retning. Det sidste lag asfalt, slidlaget, vil dog først blive lagt i sommeren 2017 samtidig med de afsluttende finisharbejder, der udføres i løbet af efteråret 2017.

Med den færdige udvidelse vil trafikanterne på én af hovedfærdselsårene til og fra København opleve, at rejsetiden falder:

- En velfungerende infrastruktur er helt afgørende for væksten i Danmark, fordi den sikrer, at både mennesker og varer kan komme nemt og sikkert frem. Derfor vil åbningen af Køge Bugt Motorvejs-udvidelsen også være en milepæl, som jeg er sikker på vil blive til glæde for samfundet, siger transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt.

Den præcise dato for projektets afslutning er endnu ikke fastlagt.

Fakta om projektet:

I løbet af et år kører der i gennemsnit mere end 110.000 bilister på Køge Bugt Motorvejen hver dag.

I 2010 vedtog Folketinget at udbygge motorvejen fra seks til otte spor på strækningen <29> Greve S - <32> Køge.

Udbygningen er delt i to etaper, og første etape Greve S - Solrød S stod helt klar i efteråret 2015, mens anden etape Solrød S - Køge forventes at stå færdig ultimo 2017. I alt er strækningen 14 kilometer lang.

Yderligere oplysninger:
Pressemedarbejder Mia Josiassen, Transport- og Bygningsministeriet, tlf.: 7226 7075

Projektleder Robin Højen Madsen, Vejdirektoratet, tlf.: 7244 2276
Kommunikationskonsulent Anne-Mette Nyhuus, Vejdirektoratet, tlf.: 7244 3078