www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Langeskov Station får bedre tilgængelighed med stitunnel

Der er netop fundet penge til at finansiere fordyrelsen af stitunnellen ved Langeskov Station. Tunnelen vil gøre det lettere at komme til perronerne.

Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt på besøg ved Langeskov Station den 28. januarTransport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt på besøg ved Langeskov Station den 28. januar

4. februar 2016

Usikkerheden omkring stitunnellen ved Langeskov Station bliver nu ryddet af vejen. 

Folketingets Finansudvalg har netop givet grønt lys for den løsningsmodel som transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt i sidste uge præsenterede udvalget for. 

Ministeren foreslog Finansudvalget, at den manglende stitunnel bliver bygget til sommer i forbindelse med sommerens sporarbejder, samt at fordyrelsen på 33,1 mio. kroner bliver fundet i Banedanmarks budgetter. 

Det har Finansudvalget netop sagt ja til, og dermed kan borgerne i Langeskov se frem til, at det fremover bliver nemmere og hurtigere at komme til perronerne. 

Som situationen er i dag, betyder den manglende stitunnel, at passagererne skal ud på en længere omvej for at komme fra den ene perron til den anden, ligesom handicappede har svært ved at komme til de relevante perroner.  

”Det er ingen hemmelighed, at Langeskov Station har været meget igennem på kort tid. Derfor var det også vigtigt for mig, at få ryddet usikkerheden af vejen og finde en god løsning for passagerne, da jeg blev præsenteret for fordyrelsen og problemerne med den manglende stitunnel. Den løsning er nu på plads.”

”Når vi har bygget en helt ny station, skal vi naturligvis også sikre, at den fungerer for brugerne. Derfor er det også helt naturligt, at stitunnellen endelig bliver bygget, så handicappede nemt kan komme med toget, og så andre passagerer i øvrigt heller ikke skal ud på længere omveje,” siger Hans Christian Schmidt. 


Når stitunnellen skal installeres har Banedanmark vurderet at den mest hensigtsmæssige løsning vil være en såkaldt "in situ-løsning". Det betyder, at tunnellen vil blive støbt på stedet og derefter skubbet på plads. 

Løsningen er tidligere afprøvet og den vil være mulig at gennemføre inden for sommerens sporspærringer i 2016. Dermed bliver passagererne ikke generet af byggearbejdet mere end højest nødvendigt.