www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Politisk aftale om større statslig styring af letbaneselskabet i Ring 3

Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt har indgået en aftale med forligspartierne, der lægger op til, at staten får mere hånd i hanke med styringen af letbaneselskabet i hovedstadsområdet

Visualisering af letbanen i Ring 3Visualisering: Ring 3 Letbane I/S

12. maj 2016

Staten vil nu i langt højere grad ind og styre den måde, letbaneprojektet i Ring 3 bliver drevet på, både ledelsesmæssigt og økonomisk.

Det har transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt aftalt med forligspartierne i den grønne forligskreds.

Aftalen er kommet i stand, efter at Rigsrevisionen og statsrevisorerne for nylig afgav alvorlig kritik af den måde, letbanen i Aarhus var blevet styret på. 

Letbanen i Ring 3 har en parallel styringsmodel, og derfor var det vigtigt for ministeren at få ændret modellen, så man ikke gentog fejltagelser fra letbanen i Aarhus i hovedstandens letbaneprojekt.

- Efter at Rigsrevisionen og statsrevisorerne afgav så alvorlig kritik af styringen af letbane-projektet i Aarhus – et projekt, der jo endte med en budgetoverskridelse på 700 millioner kroner – stod det klart for mig, at vi blev nødt til at lave om på tingene i København, siger Hans Christian Schmidt. Jeg kan jo ikke som ansvarlig minister tillade, at vi med åbne øjne begår de samme fejl to gange.

Rigsrevisionen og statsrevisorerne kritiserede især, at staten deltog i anlægget af Aarhus Letbane uden at sikre sig, at anlægsprojektet blev drevet efter tilstrækkeligt professionelle principper for budgettering og projektstyring.

Derfor har ministeren været meget optaget af at sørge for, at staten fik mere hånd i hanke med styringen af letbaneselskabet i Ring 3 samt at ændre de budgetteringsprincipper, som letbaneprojektet drives efter. 

Som følge af den politiske aftale vil staten nu få et flertal i letbaneselskabets bestyrelse, og der stilles krav om, at kommunerne og regionen – der er de andre parter i letbaneselskabet – skal afsætte de fulde reserver på 30 procent af budgettet og ikke kun 15 procent som i dag.

Derudover har ministeren og forligspartierne også aftalt, at der i statsligt regi skal laves en granskning af hele projektet.

- Vi har nu indgået en aftale, der skal sikre, at vi fra statens side får langt større styring med letbaneselskabet, samt at det kommer til at køre efter nogle mere ansvarlige budgetmæssige principper, og det er jeg naturligvis yderst tilfreds med, siger transport- og bygningsministeren. 

- Jeg er også glad for, at vi får lavet et uafhængigt kvalitetstjek af projektet, så vi kan være sikre på, at der ikke lurer nogen skjulte overraskelser.

Aftalen giver ministeren mandat til på statens vegne at forhandle en fornyet aftale med repræsentanter for kommunerne og Region Hovedstaden om rammerne for projektet. Partierne bag aftalen er enige om, at afslutte behandlingen af anlægsloven i indeværende samling med de ændringer der følger af aftalen.

- Jeg ser frem til dialogen med de øvrige ejere af projektet og vil indkalde til et møde om sagen snarest muligt, så vi kan komme videre, siger transport- og bygningsministeren.

Allerede i morgen, fredag den 13. maj, har ministeren møde med regionsborgmester Sophie Hæstorp Andersen og talskvinden for de 11 kommuner, borgmester Karin Søjberg Holst fra Gladsaxe, for at drøfte den videre proces med dem.

Fakta:
Ministeren og forligspartierne har aftalt disse ændringer i styringen af letbaneselskabet i Ring 3:

  • Bestyrelsens sammensætning ændres til at bestå af 5 statslige, 2 kommunale og 2 regionale repræsentanter.
  • Før udbuddet igangsættes, gennemføres i statsligt regi en granskning af projektet med udgangspunkt i Ny anlægsbudgettering for statslige anlægsprojekter. Granskningen forventes afsluttet i august 2016 således at Hovedstadens Letbane I/S kan igangsætte udbudsprocessen umiddelbart herefter. Granskningen vil efter Hovedstadens Letbane I/S’ vurdering ikke ventes at have væsentlig betydning for projektets samlede tidsplan.
  • De 11 kommuner og Region Hovedstaden afsætter under et på linje med staten  fulde korrektionsreserver (30 pct.)  af basisoverslaget. Kommunernes og regionens reserver øges hermed med 379,3 mio. kr. (2013-pl) til i alt 615,3 mio. kr. 

Yderligere oplysninger:
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf. 2129 0733, mail: mon@trm.dk

Links