www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Minister efter møde med borgmester: Jeg kæmper fortsat for lempelser til bornholmerne

Hans Chr. Schmidt vil have den svenske regering til at løsne ID-kontrollen for rejsende til og fra Bornholm.

ØresundsbroenFoto: René Strandbygaard

23. februar 2016

Transport- og bygningsminister Hans Chr. Schmidt fortsætter kampen for at få den svenske regering til at lempe på reglerne for ID-kontrollen for rejsende til og fra Bornholm.

Det forsikrede han Bornholms borgmester Winni Grosbøll om ved et møde i ministeriet i dag. 

Her fortalte Hans Chr. Schmidt borgmesteren, at han så sent som i går var i Stockholm for at mødes med den svenske infrastrukturminister Anna Johansson. Her understregede han over for den svenske minister, at han meget gerne ser, at kontrollen for rejsende til Bornholm bliver lempet.

- Vi skal simpelthen have hjulpet alle dem, der oplever problemer på grund af svenskernes ID-kontrol, siger Hans Chr. Schmidt. 

- Derfor benyttede jeg mødet med min svenske kollega i går til at minde hende om, at der er rigtig mange mennesker, der kommer i klemme ude i virkeligheden på grund af den ID-kontrol, som hendes regering har indført. 

Mere specifikt kvitterede den danske transport- og bygningsminister for, at den svenske regering tidligere på året har efterkommet hans anmodning om at lempe reglerne for de skoleklasser, der holder lejrskole på Bornholm.

Han argumenterede for, at lempelserne bliver udvidet, så de også kommer til at omfatte idrætshold og andre ungdomsklubber, der gerne vil til Bornholm for at deltage i idrætsstævner og lignende. 

Derudover påpegede han, at der også må ses på en løsning for bedsteforældre og andre familiemedlemmer, der ikke er forældre, der gerne vil holde ferie på Bornholm med deres børnebørn, nevøer, niecer o. lign. 

Han understregede også, at han meget gerne ser, at syge og handicappede, der skal fra Bornholm til resten af Danmark for at modtage behandling, også får mere lempelige kontrol-vilkår.

- Sådan som svenskerne håndhæver ID-kontrollen lige nu, giver det store praktiske problemer for blandt andet idrætshold, der skal rejse til eller fra Bornholm for at komme til stævner, og for bedsteforældre, der vil holde ferie på den skønne ø med deres børnebørn, siger Hans Chr. Schmidt.

- Det er synd for alle parter – og det er ærligt talt heller ikke rimeligt, at de skal komme i klemme. Derfor bad jeg Anna Johansson om at se på muligheden for lempeligere forhold for de grupper – ligesom det jo lykkedes os at få gennemført lempeligere vilkår for skoleklasser.

Hans Chr. Schmidt og Winni Grosbøll bekræftede over for hinanden, at de begge gerne ser IC Bornholm køre som tog igen, når det er muligt. Ministeren oplyste på mødet, at DSB og Banedanmark er i gang med at se på sagen.

Winni Grosbøll fortalte i øvrigt om en konkret episode, som havde rejst tvivl om, hvorvidt kørekort var tilstrækkeligt gyldig ID til at passere Øresund. På den baggrund vil transport- og bygningsministeren skrive til sin svenske kollega for at få svar på dette spørgsmål.