www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Minister giver startskuddet til sjællandske turistskilte

Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt afholdt i dag et velbesøgt fyraftensmøde i Roskilde om brune turistskilte langs motorvejene i Region Sjælland.

Minister taler under fyraftensmøde i Roskilde

22. september 2016

Under mødet gav ministeren startskuddet til det regionale udvalg, der på baggrund af ansøgninger skal tage stilling til, hvilke turistattraktioner og seværdigheder, der kan opstille turistskilte langs motorvejene i Region Sjælland.

-Vi har et dejligt land med mange seværdigheder og spændende turistattraktioner. Og derfor synes jeg, det er vigtigt, at både de danske og udenlandske turister ledes på rette vej, så de kan opleve alt det, Danmark har at byde på, siger transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt.

En stikprøveundersøgelse, som Vejdirektoratet har fået foretaget blandt turister, viser, at 8 ud af 10 synes, at de brune turistskilte er en god ide. Det samme har turistattraktionerne rundt omkring i landet givet udtryk for. De brune turistskilte er noget, de får glæde af.

Ministeren mener ikke, at beslutningen omkring hvilke seværdigheder og attraktioner, der skal have lov til at sætte et brunt skilt op langs motorvejene, skal træffes centralt. Derfor lægger han udpegningen af turistskiltene i hænderne på fem regionale udvalg, der vil træffe beslutningen ud fra ansøgninger fra seværdighederne og attraktionerne.

- Lokalt ved man bedst. Derfor skal vi lade det være op til de lokale at tage stilling til, hvilke brune turistskilte der sættes op langs motorvejene, og om de vil have et skilt op. Det betyder frit valg, og at beslutningen træffes af dem, som ved, hvad der rører sig i lokalområdet, siger ministeren.

Udvalgets formand dækkende for region Sjælland bliver forhenværende folketingsmedlem Flemming Damgaard Larsen(V), som er byrådsmedlem i Lejre Kommune. Han fortæller følgende om sin forventning til udvalgets arbejde:

-Jeg ser meget frem til arbejdet, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver en populær ordning, som vil gøre en stor forskel for regionens mange seværdigheder og turistattraktioner. Derfor forudser jeg et udfordrende arbejde for os i udvalget. Jeg kan love, at vi behandler alle ansøgninger seriøst og lytter til de gode argumenter, siger Flemming Damgaard Larsen.
 
De øvrige udvalgsmedlemmer bliver Henning Jensen (S), pensioneret borgmester i Næstved og Kirsten Sydendal, informationsspecialist samt Karsten Lorentzen (DF), byrådsmedlem i Roskilde Kommune. 

-Jeg er meget glad for, at fire så stærke sjællandske aktører har takket ja til at sidde i udvalget. De råder hver især over store kompetencer, og de supplerer hinanden fint, så det er min forventning, at de vil træffe nogle meget kyndige valg af de seværdigheder, der skal have lov til at sætte brune turistskilte op, slutter Hans Christian Schmidt.

Links

  • Link
     
    Læs mere om de brune turistskilte og de øvrige regionale udvalg, som ministeren har nedsat.