www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Minister: Klare EU-regler skal sikre lige konkurrencevilkår på vej og i luft

Den danske transport- og bygningsminister brugte tirsdagens EU-ministerrådsmøde til at kæmpe for fair og lige konkurrencevilkår i vejgodstransporten og i luftfarten.

FlypropellerFoto: Naviair

8. juni 2016

Det er helt afgørende, at EU udvikler nogle fælles regler, der kan skabe fair og lige konkurrencevilkår i godstransporten og i luftfarten.

Det var budskabet fra transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt til sine EU-kolleger, da emnet blev diskuteret på EU-ministerrådsmøde i Luxembourg tirsdag.

- Det her er et spørgsmål, der kalder på stærke følelser hjemme i Danmark – ikke mindst i forbindelse med diskussionen om den ulovlige cabotagekørsel, siger Hans Christian Schmidt.

- Og jeg tror ikke, at jeg overdriver, når jeg siger, at der er mange borgere i Danmark, der er vrede over, at vi ikke har nogle klare regler i EU-regi, der kan dæmme op for den slags ting.

- Den danske regering støtter kampen for lige vilkår og fair konkurrence i det indre marked. Og derfor var det vigtigt for mig at sige til mine ministerkolleger, at vi må og skal finde en fælles løsning på EU-plan. Vi må definere nogle klare og umisforståelige regler, der sikrer fair og lige spilleregler på både vejgodsområdet og inden for luftfarten. Ellers vil hvert enkelt land opfinde sine egne regler og restriktioner, og det vil totalt undergrave det indre marked.

Hans Christian Schmidt satte også kampen for lige konkurrencevilkår på dagsordenen, da han holdt bilaterale møder med transportministre fra Sverige, Østrig, Luxembourg og Italien i kanten af ministerrådsmødet, ligesom han også mødtes med EU's transportkommissær Violeta Bulc.

På møderne fremlagde han de danske tanker om, hvordan EU helt konkret kan styrke kampen for fair og lige vilkår i det indre marked.

Hvad angår godstransporten, handler det efter den danske regerings opfattelse især om at dæmme op for den ulovlige cabotagekørsel. Det bør blandt andet ske ved at fokusere på at forbedre de statistiske oplysninger om ulovlig cabotagekørsel og ved at definere reglerne om lovlig cabotagekørsel helt skarpt, så alle lande følger en fælles praksis.

På luftfartsområdet har den danske regering fokus på at sørge for acceptable løn- og ansættelsesvilkår inden for den europæiske luftfartssektor. 

Og ministeren benyttede drøftelserne med sine EU-kolleger til at dele de danske ideer om, hvordan man når disse mål – hvilket blandt andet skal ske ved at skabe en klarere definition af ”arbejdstager”- og ”hjemmebase”-begrebet og ved at skabe større klarhed for de ansatte over, i hvilket EU-land de har ret til sociale ydelser og sikring.

- Det er den danske regerings klare opfattelse, at luftfartsselskaber skal konkurrere på grundlag af produkter, kvalitet og pris – ikke ved at ”shoppe” rundt mellem medlemsstaternes forskellige regelsæt, siger Hans Christian Schmidt.

Yderligere oplysninger:
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf. 21290733, mail: mon@trm.dk