www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Oplev transport- og byggeområdet på Kulturnatten

Som del af kulturnatten i København slår ministeriet dørene op til en fornøjelig og begivenhedsrig aften på Frederiksholms Kanal.

Kulturnat 2014 på kajen foran departementet

13. oktober 2016

Traditionen tro byder Transport- og Bygningsministeriet alle velkomne til en spændende aften med oplevelser, viden og aktiviteter for alle aldersgrupper.

Ministeriets institutioner er talrigt repræsenteret med udstillinger, store maskiner og prøv selv-aktiviteter, der fortæller om ministeriets mange ansvarsområder.

Vejdirektoratet kommer og fortæller om arbejdet med at gøre vejene klar til selvkørende biler, og hos Banedanmark kan du få et indblik i jernbanens forunderlige verden set igennem flotte 3D-modeller og høre om de banebrydende erfaringer fra den nye 60 km lange højhastighedsbane.

Du kan også blive klogere på droner, dronelovgivning, -uddannelse og de mange anvendelsesområder, som de små flyvende objekter har, når Trafik- og Byggestyrelsen sammen med bl.a. Beredskabsstyrelsen, Politiet og brancheorganisationen UAS sammen deler ud af deres viden. 

På kajen foran ministeriet holder Veteranbilklubben til med deres udstilling af biler, der engang var normale i det danske gadebillede – og nogle få udenlandske perler.

For de små gæster er der bl.a. mulighed for at sidde i en ægte politibil, bygge fremtidens bil og deltage i Bygningsstyrelsens konkurrence om at bygge den flotteste bygning med træklodser.

Der vil kort fortalt være nok at tage sig til, og frygter man for kulden, vil man kunne holde varmen med en kop varm kakao eller kaffe. 

Alle med et gyldigt kulturpas er velkomne fra klokken 17 og helt til klokken 22, hvor kulturnatten i Transport- og Bygningsministeriet slutter.

Transport- og Bygningsministeriet har adresse på Frederiksholms Kanal 27F, 1220 København K.