www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Regionale udvalg skal udpege seværdigheder til brune turistskilte

Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt vil styrke ordningen med de brune turistskilte langs motorvejene til glæde for turistindustrien.

MotorvejsafkørselFoto: Ulrik Jantzen

3. juni 2016

Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt nedsætter nu fem regionale udvalg, der skal udvælge de lokale seværdigheder og turistattraktioner, som vil få lov til at sætte de såkaldte brune turistskilte op langs motorvejene.

Udvalgene vil hver især dække regionerne Syddanmark, Midtjylland, Nordjylland, Sjælland og Hovedstaden. De vil bestå af fire medlemmer hver, herunder en formand. Og de vil blive bemyndiget til at foretage endelig indstilling til Vejdirektoratet af forslag til de seværdigheder, der skal have mulighed for at opsætte brune turistskilte langs de relevante motorvejsafkørsler.

- Det er min forventning, at de regionale udvalg – med det store lokalkendskab og de brede kompetencer, som de kommer til at rumme – vil være i stand til at træffe nogle meget kyndige valg af de seværdigheder, der skal have lov til at sætte brune turistskilte op, siger transport- og bygningsministeren.

Ministeren foretager denne udvidelse af ordningen med de brune turistskilte for at styrke den regionale turistindustri og gøre det lettere for de enkelte områder at gøre reklame for deres største seværdigheder.

- Vi har så mange smukke seværdigheder og spændende turistattraktioner rundt omkring i landet, at det ville være synd, hvis vi ikke benyttede alle muligheder for at gøre såvel indenlandske turister som vores udenlandske gæster opmærksom på dem, siger han. 

- Jeg har fået rigtig mange positive tilkendegivelser om de brune turistskilte, som der hidtil er blevet sat op i overensstemmelse med den ordning, jeg gennemførte i min første periode som transportminister. Og jeg er sikker på, at de nye turistskilte også vil blive mødt med glæde rundt omkring og have en gavnlig effekt på opmærksomheden omkring de udvalgte attraktioner og seværdigheder.

De fem regionale udvalg vil ikke på forhånd være bundet af faste kriterier for, hvilke seværdigheder der kan komme i betragtning til et brunt turistskilt. Udvalgene kan dog lade sig inspirere af i hvilket omfang, en seværdighed enten er 1) udpeget som UNESCO verdensarvsseværdighed, 2) udpeget som nationalpark eller 3) udpeget som national seværdighed.

VisitDenmark, Kulturstyrelsen og Naturstyrelsen, som varetog ordningen med udvælgelse af seværdigheder til den oprindelige forsøgsordning, kan inddrages af udvalgene efter behov.

De udvalgte seværdigheder skal ligge inden for en radius af 15 kilometer fra den motorvejsafkørsel, hvor de ansøger om at få tildelt retten til placering af et brunt turistskilt.

Ordningen for de brune skilte finansieres ved egenbetaling. Omkostningerne er beregnet til cirka 120.000 – 140.000 kroner pr. seværdighed – hvilket vil dække et skilt i hver retning.

I den kommende tid vil transport- og bygningsministeren afholde fyraftensmøder i alle fem regioner for at drøfte den nye ordning med alle interesserede parter.

Møderne vil finde sted i følgende byer:

Region hovedstaden: København

Region Sjælland: Roskilde

Region Syddanmark: Haderslev

Region Midtjylland: Silkeborg

Region Nordjylland: Rebild

Yderligere oplysninger:
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf. 2129 0733, mail: mon@trm.dk

Brunt turistskilt for Vordingborg Slotsruin

Fakta:

  • Hvad er et brunt skilt? Et brunt skilt er et skilt, som henviser til en kulturel eller historisk perle i et lokalområde – på samme måde som fx de eksisterende skilte, der henviser til steder der er på UNESCOs verdensarvs liste.
  • Hvad er kriterierne for at få et brunt skilt? For at få et brunt skilt, skal der være tale om et sted, som er af signifikant kulturel eller historisk betydning, og som befinder sig inden for en radius af 15 km fra den motorvejsafkørsel hvortil der søges om at få et brunt skilt opstillet.
  • Hvem vælger, hvad der kan få et skilt? Der nedsættes et udvalg for hver region. Udvalgene vil hver bestå af i alt 4 medlemmer herunder en formand. Formændene og udvalgsmedlemmerne udpeges af transport- og bygningsministeren. Udvalgene vil blive bemyndiget til at foretage endelig indstilling til Vejdirektoratet af forslag til de seværdigheder, der skal have mulighed for at opsætte brune turistskilte langs de relevante motorvejsafkørsler.
  • Hvor bliver de brune skilte placeret? De brune skilte bliver placeret ved motorvejsafkørslerne. Der kan højst være ét brunt skilt i hver kørselsretning pr. motorvejsafkørsel.
  • Hvor mange brune skilte kommer der? Antallet af brune skilte er ikke fastlagt på forhånd. Det vurderes i forhold til antallet og kvaliteten af ansøgningerne, men begrænses af antallet af motorvejsafkørsler, da der højst kan være ét skilt i hver færdselsretning pr. motorvejsafkørsel.
  • Hvordan finansieres de brune skilte? Ordningen for de brune skilte finansieres ved egenbetaling.