www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Transport- og bygningsministeren vil løfte dansk cykelturisme

Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt vil løfte dansk cykelturisme. Det skal ske gennem en ny pulje målrettet forbedring af de nationale cykelruter.

Familie på cykelFoto: Ulrik Jantzen

21. oktober 2016

Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt ønsker at skabe de bedst mulige forhold for cykelturister i Danmark. Ministeren har derfor foreslået forligskredsen bag aftale om en grøn transportpolitik (V, S, DF, LA, R, SF, K) at anvende uforbrugte midler fra de tidligere cykelpuljer til en ny pulje målrettet forbedring af de nationale cykelruter.

Vi kan allerede rigtig meget på cykelområdet i Danmark, men der er et stort uforløst potentiale i cykelturisme. Det mener jeg, at vi skal udnytte, og derfor har jeg foreslået forligskredsen, at vi etablerer en pulje til en gennemgang og forbedring af skiltningen på de nationale cykelruter

Siden de nationale cykelruter blev udpeget i 1993, er der sket en meget begrænset udvikling af ruterne, hvilket bl.a. har medført forældede ruteforløb, mangelfuld vejvisning og forskellige skiltepraksisser. Herved bliver potentialet i de nationale cykelruter ikke udnyttet fuldt ud, og det ærgrer transport- og bygningsministeren, som ellers mener, at fundamentet er på plads.

Vi har faktisk hele tolv nationale cykelruter i Danmark, og mulighederne langs de nationale cykelruter er mange. Man kan bl.a. cykle af den historiske Hærvej eller hele Bornholm rundt. Potentiale er der altså, nu skal vi bare udnytte det.

Ifølge transport- og bygningsministeren er et løft af de nationale cykelruter en opgave, som staten gerne påtager sig, selvom størstedelen af rutenettet ligger i kommunerne: 

En opgradering af de nationale cykelruter vil forbedre infrastrukturen og gøre det nemmere for cykelturister at finde vej. Det mener jeg er helt afgørende for at løfte cykelturismen, og det er et løft, som vil komme hele Danmark til gavn.

Transport- og bygningsministerens initiativ vækker glæde hos Cyklistforbundets direktør Klaus Bondam. 

De nationale cykelruter er rygraden i hele Danmarks cykelinfrastruktur, som både turister og borgere bruger ivrigt. En tydeligere og opdateret markering af deres tilstedeværelse og forløb vil bidrage til at tiltrække et stigende antal turister på cykler, samt anvise mulige gode cykelveje for lokale borgere. 

- I Cyklistforbundet hilser vi dette bud på en udmønting af de uforbrugte midler fra den gamle cykelpulje velkommen, da den vil kunne tilgodese kommuner over hele Danmark. Forhåbentlig kan dette udspil også inspirerer til yderligere investeringer de kommende år i cykelinfrastruktur fra kommunal og regional side. Gerne suppleret med statslige midler. Behovet og udfordringerne er store. Både når vi snakker cykelturisme - og hverdagscyklingen.

Kort over nationale cykelruter

Links

  • PDF
    0,19mb
    Kort over nationale cykelruter