www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Fagforeningsmonopol vil undergrave taxivirksomheder i store dele af landet

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen finder det meget beklageligt, at et flertal af Folketingets partier netop har besluttet at skabe et fagforeningsmonopol, som vil gøre det svært at drive taxivirksomhed i store dele af landet.

Taxaer ved Københavns Lufthavn

7. december 2017

Enhedslisten har netop fået opbakning fra et flertal af Folketingets partier (Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet, Alternativet, Dansk Folkeparti) til et ændringsforslag til den nye taxilov, som udmønter taxiaftalen fra februar 2017. Den konkrete formulering i Enhedslistens ændringsforslag vil betyde, at alle taxivirksomheder skal leve op til niveauet i den mest repræsentative landsdækkende overenskomst. I praksis vil det betyde, at taxivirksomhederne skal leve op til overenskomstkrav fra 3F, som de facto får monopolstatus.

- Jeg synes ikke, at det er rimeligt over for taxierhvervet, at der sidder nogle politikere ved et skrivebord i København, som bringer taxivirksomhederne i knæ i store dele af landet. De får svært ved at leve op til det fagforeningsmonopol, som et flertal af Folketingets partier i dag reelt har skabt, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

Ændringsforslaget vil betyde, at en landsdækkende 3F-overenskomst kommer til at lægge et minimumsniveau for andre overenskomster på dette område. Med ændringsforslagets formulering indføres der således et de facto monopol, idet andre overenskomster ikke kan operere med et lavere niveau for hverken løn, særlige ydelser, arbejdstid eller andre arbejdsvilkår. 

En undersøgelse foretaget af Deloitte i 2015 viste, at ca. halvdelen af taxierne i Danmark ikke tjente tilstrækkeligt til at kunne aflønne chauffører og kørende vognmænd med minimumlønnen i henhold til den landsdækkende overenskomst mellem ATAX og 3F for det antal timer, bilen var på gaden. 

En typisk bil i hovedstadsområdet ville være i stand til at indtjene et overskud på 18 kr. i timen, hvis både chauffør og kørende vognmand aflønnes med minimumsgarantilønnen i henhold til den landsdækkende overenskomst mellem ATAX og 3F. I landkommunerne var det typiske tilsvarende beløb et underskud på 18 kr. i timen. 

Derfor vil ændringsforslaget få en væsentlig negativ virkning på udbuddet af taxier. 

Læs ændringsforslaget her.

Links