www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Ghettolisten 2017

På listen over almene ghettoområder pr. 1. december 2017 er der 22 boligområder, hvilket er tre færre end sidste år. Det er det laveste antal ghettoområder siden 2010, hvor listen blev indført. To af de 22 områder på ghettolisten er nye, mens fem områder, der var med på listen sidste år, er udgået.

Boligområder

1. december 2017

Ghettolisten omfatter almene boligområder med mindst 1.000 beboere, der opfylder mindst 3 af 5 kriterier.

De fem kriterier handler om beboernes tilknytning til arbejdsmarkedet, andelen af beboere med ikke-vestlig baggrund, kriminalitetesniveau, uddannelsesniveau og indkomst (jf. fakta nederst).

Faldet i antallet af områder på listen skyldes primært faldende kriminalitet. Fire ud af fem områder udgår således pga. færre dømte personer. Der kan også spores en positiv udvikling i de udsatte boligområder i forhold til beskæftigelse. For de to nye boligområder er det en ændring i antallet af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande samt uddannelsesniveau og indkomst, der er årsag til, at områderne kommer på listen.

De to nye områder på listen er hhv. Gadelandet/Husumgård i Brønshøj og Lindholm i Nykøbing F. 

De fem områder, der ikke længere optræder på listen er Charlotteager i Høje Taastrup, Askerød i Greve, Karlemoseparken i Køge, Rønnebærparken/Æblehaven i Roskilde samt Byparken/Skovparken i Svendborg.

Fire boligområder opfylder fire ud af de fem ghettokriterier. Det drejer sig om Mjølnerparken i København, Gadehavegård i Høje Taastrup, Vollsmose i Odense og Gellerupparken/Toveshøj i Aarhus. I år er der ingen boligområder, som opfylder alle ghettokriterierne. Der er 11 boligområder på årets liste, som har været på ghettolisten i alle år siden 2010. 

- Det er selvfølgelig positivt, at der er færre områder på ghettolisten i år. Det skal vi glæde os over. Men der er stadig for mange og det går for langsomt med at få nedbragt antallet. Vi har især problemer med de fysisk isolerede ghettoer, der er afsondret fra den omkringliggende by, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA). 

- Regeringen ønsker at sætte turbo på arbejdet med at nedbringe antallet af ghettoområder. Vi skal have nogle mere effektive redskaber til at ændre  beboersammensætningen. Det vil vi prioritere, når der næste år skal indgås en ny aftale om Landsbyggefondens midler, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA).

Ghettodefinition
I definitionen af et ghettoområde indgår nedenstående 5 kriterier, hvoraf mindst tre skal være opfyldt, for at der er tale om et ghettoområde. Herudover kræves, at der er tale om områder med mindst 1.000 beboere.

De 5 kriterier er:

  1. Andelen af 18-64 årige uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse overstiger 40 pct. (gennemsnit for de seneste 2 år).
  2. Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 pct.
  3. Antal dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer overstiger 2,70 pct. af beboere på18 år og derover (gennemsnit for de seneste 2 år).
  4. Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse (inkl. uoplyst uddannelse), overstiger 50 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe.
  5. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 18-64 år i området eksklusive uddannelsessøgende er mindre end 55 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.