www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Regeringen vil fjerne alderskrav ved kørekort til ældre

Det er overflødigt, besværligt og dyrt for de ældre med hyppige lægebesøg i forbindelse med fornyelser af kørekort. Derfor foreslår regeringen nu at fjerne alderskravet for kørekort til ældre.

RundkørselFoto: René Strandbygaard

1. marts 2017

Det skal være slut med langsommeligt bureaukrati og nedværdigende alderstjek ved lægen, når ældre skal have fornyet kørekortet. Som det er i dag, skal ældre fra de fylder 75 år tjekkes ved lægen hvert andet år for at få kørekortet fornyet, og hvert år fra de fylder 80 år.

Men screeningen af ældres køreevner i Danmark er baseret på den forkerte antagelse, at ældre udgør en større risiko i trafikken, fordi de med alderen svækkes mentalt og fysisk.

Derfor er regeringen på vej med et lovforslag, som fjerner alderskravet for kørekort til ældre.

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) udtaler:

- Der er ikke noget videnskabeligt belæg for, at ældre er til større fare i trafikken end andre aldersgrupper. Faktisk viser undersøgelser af uheldsrisiko, at ældre er gode til at overholde fartgrænser, og at de har en lav risikovillighed. Samtidig har det meget stor betydning for de ældres mobilitet og livsglæde, at de på egen hånd kan komme fra A til B og handle eller besøge familie og venner. Derfor vil vi i regeringen nu gøre op med et forældet regeltyranni og fjerne et alderskrav, som er til mere skade end gavn.

Ud over en fjernelse af alderskravet lægger lovforslaget op til at skærpe anvendelsen af det lægelige kørselsforbud og indberetningspligt i tilfælde af, at en ældre er til fare for sig selv eller andre. 

Ældreminister Thyra Frank (LA) glæder sig også over den større tillid til de ældre medborgere, som lovforslaget udtrykker.

- Vi skal glæde os over, at danskerne lever længere og i dag generelt er langt mere friske i en høj alder end tidligere. Så for mig som ældreminister giver det rigtig god mening, at vi fjerner de forældede alderskrav for fornyelse af kørekort og dermed aktivt viser, at vi stoler på de ældres evner i trafikken, siger Thyra Frank.

FAKTA:

  • Studier viser, at lande uden aldersscreening ikke har signifikant flere ulykker blandt ældre end lande, der som Danmark har aldersscreening.
  • En fjernelse af aldersscreeningen, som den er i dag, betyder, at hver enkelt ældre bilist i gennemsnit sparer 650 kr. hvert andet år for aldersgruppen 75 til 80 år, og hvert år for alle over 80 år.  
  • Havarikommissionen for Vejtrafikulykker har vist, at de primære årsager til ældres ulykker i trafikken er nedsat evne til at bearbejde mange informationer på samme tid og pludseligt opstået manglende bevidsthed. Men det er symptomer, som ofte opstår uforudset og med meget kort varsel, og som ikke nødvendigvis opdages ved almindelig aldersscreening. 
  • Det er gruppen af unge bilister mellem 18 og 24 år, som har den markant højeste risiko for at blive indblandet i trafikulykker.