www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Ministre åbner nyt dronecenter

Ole Birk Olesen og Søren Pind skal i dag være med til at åbne et nyt internationalt dronecenter i Odense, der har til formål at bevare Danmarks placering som foregangsland på droneområdet.

Drone på himlen

5. maj 2017

Sidste år lancerede regeringen Danmarks første nationale dronestrategi, der sammen med enkle og klare regler på området skal sikre et marked, der udvikler sig meget hurtigt med store potentialer for vækst og arbejdspladser.

Som led i den nationale dronestrategi blev HCA Airport i Odense identificeret som et centralt element i industriens udvikling i Danmark. Derfor blev der nedsat en Task Force med det formål at udarbejde en ambitiøs og internationalt orienteret model for lufthavnens luftrum. Det er nu lykkedes med 867 km2 luftrum dedikeret til droner. 

- Jeg er meget glad for, at vi i dag kan åbne Danmarks første dronecenter. Moderne regler og et centrum for testning af dronernes anvendelsesmuligheder giver Danmark gode muligheder for at forblive et forgangsland på droneområdet, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen og fortsætter:

- Det stiller krav til os politikere for at understøtte udviklingen og sikre, at teknologien ikke holdes tilbage – og omvendt – ikke løber løbsk. Reguleringsvilkårene for droner skal derfor være klare og understøtte de ønsker og behov, som efterspørges.

Det nye dronecenter vil give test og udvikling af droneteknologi helt nye muligheder i Danmark og Europa, mener uddannelses- og forskningsminister Søren Pind.

- Indvielsen af det nye dronecenter er med til at styrke de uddannelses- og forskningsaktiviteter, der knytter sig til droneteknologien. Vores forskning er en del af årsagen til, at vi allerede i dag er langt fremme med at udnytte de mange positive sider af droneteknologien. 

- Jeg har jo kaldt mig fremtidsminister, og med den hat på er det min ambition at skabe et udviklingsmiljø i Danmark, som ikke alene gavner dansk forskning, men som med sine moderne faciliteter også kan tiltrække udenlandske virksomheder til landet, siger han.

Fakta 

  • Det nye luftrum og tilhørende faciliteter skal sikre de bedste vækstbetingelser for droneindustrien, der spås et jobpotentiale på 15.000 dronejob frem mod 2050
  • Droner er en ny teknologi under stadig udvikling. Ved at etablere dedikeret luftrum sikres der rammer, hvor forsøg med droner kan ske uden risiko for den øvrige lufttrafik. Behovet for at kunne udføre test under sådanne vilkår er fremført af branchen og medtaget som en del af regeringen dronestrategi.
  • Task Forcen bestod af repræsentanter fra Syddansk Universitet; Odense Kommune, herunder fra HCA Airport; Uddannelses- og Forskningsministeriet samt Transport-, Bygnings- og Boligministeriet. 
  • Omfanget at testaktiviteter i HCA Airport forventes at vokse de kommende år. Det forventes at være mange dronevirksomheder, der vil etablere en del af deres udviklingsaktiviteter i HCA Airport, hvilket vil bidrage til væksten i området.

Yderligere information
Kontakt til transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen kan ske via pressemedarbejder Mia Josiassen: mij@trm.dk eller 72 26 70 75.

Kontakt til uddannelses- og forskningsminister Søren Pind kan ske via pressemedarbejder Kristian Hedegaard: khje@ufm.dk eller 72 31 95 08.

Links

  • Link
     
    Se videoen fra ministerens åbning af testcentret