www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Nye regler for differentierede hastighedsgrænser

Ole Birk Olesen vil sikre hastighedsgrænser, der i højere grad er tilpasset forholdene. Derfor udsteder Vejdirektoratet en ny bekendtgørelse, der skal gøre det muligt at sætte hastighedsgrænsen ned i byer ved skoler, børnehaver mv. og op på udvalgte lande- og motortrafikveje.

Bil sætter nogen afFoto: Ulrik Jantzen

15. december 2017

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen sikrer med en ny bekendtgørelse om lokale hastighedsgrænser, at det bliver nemmere for politiet at give vejmyndighederne tilladelse til at indføre differentierede hastighedsgrænser.

Med bekendtgørelsen er der dels fokus på trafiksikkerheden og dels fokus på en smidigere regulering af hastighedsgrænserne, så der også tages højde for fremkommeligheden. 

- De nye regler vil gøre det nemmere at indføre lavere hastighedsgrænser i byerne, så der skabes bedre rammer for de bløde trafikanter. Det gælder særligt ved skoler, børnehaver og lignende institutioner, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen. 

Ministeren understreger, at der er en vigtig balance mellem hensynet til trafiksikkerheden og fremkommeligheden.  Det bliver således ikke muligt at gøre hele bydele og områder til 40 km/t-zoner med den nye bekendtgørelse, men omvendt at kunne sætte hastighedsgrænsen ned på lokale steder med institutioner mv. Og så er det en forudsætning for at sænke hastighedsgrænsen ved institutioner, der ligger ved en trafikal hovedåre, at politiet vurderer, at det er problematisk, at der køres mere end 40 km/t.

- På samme tid kan vi hæve hastighedsgrænsen til 90 km i timen på udvalgte lande- og motortrafikveje uden for byerne. Jeg håber, at kommuner og politi vil tage godt imod de nye ændringer og medvirke til, at der bliver fastsat hastighedsgrænser, som er tilpasset forholdene. Jeg tror, at hastigheder, der virker logiske, og som er forsvarlige for trafiksikkerheden, er nemmere at overholde end hastighedsgrænser, der virker ulogiske.

Bekendtgørelse om lokale hastighedsgrænser træder i kraft 1. januar 2018, og bekendtgørelsen vil i løbet af foråret blive fulgt op af en vejledning fra Vejdirektoratet til politi og kommuner vedrørende fortolkning af bekendtgørelsens regler.