www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Betingede kontrakter på Femern Bælt-forbindelsen er forlænget med et år

Femern A/S har indgået en tillægsaftale med entreprenørkonsortiet Femern Link Contractors, der skal udføre tre af de fire store anlægsentrepriser på Femern Bælt-forbindelsen. Tillægsaftalen indebærer, at de betingede kontrakter er forlænget med et år og løber til udgangen af 2020 til en merpris på ca. 45 mio. kr. Kontraktforlængelsen er fuldt finansieret af budgettet og får derfor ikke betydning for, hvornår tunnelen er tilbagebetalt.

Visualisering af portal-områdetVisualisering: Femern A/S

14. juni 2018

Aftalen er indgået for at imødegå de tyske myndigheders behov for ekstra tid til myndighedsgodkendelsen, som er den sidste store opgave, inden byggeriet af Femern Bælt-tunnelen kan igangsættes.

- Det er glædeligt, at der nu er luft i tidsplanen, så der er taget højde for, at de tyske myndigheder har brug for mere tid til at udstede godkendelsen af sænketunnelprojektet. Derudover kan jeg konstatere, at omkostningerne forbundet med at forlænge kontrakterne er væsentligt lavere end det milliardbeløb, som der har været gisnet om nogle steder i pressen, udtaler transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

Omkostningerne ved at forlænge kontrakterne med entreprenørerne beløber sig til ca. 45 mio. kr. i 2015-priser. Omkostningerne er desuden fuldt finansieret inden for anlægsbudgettet på 52,6 mia. kr. Det betyder, at kontraktforlængelsen ikke får betydning for, hvornår tunnelen er tilbagebetalt. Tilbagebetalingstiden for det samlede Femern Bælt-projekt er fortsat til 36 år. Kontraktforlængelsen sikrer også, at entreprenørerne kan gå i gang med de anlægsforberedende aktiviteter, som forligskredsen gav grønt lys til i foråret.

- Entreprenørerne kan nu klargøre det areal, hvor tunnelelementfabrikken skal etableres ved Rødby. Dermed kan vi bruge tiden klogt, mens vi venter på den tyske myndighedsgodkendelse, som Slesvig-Holstens transportminister, Bernd Buchholz, har oplyst kommer i slutningen af året, siger Ole Birk Olesen.

Entreprenørkonsortiet FLC, som Femern A/S har indgået tillægsaftalen med, står for blandt andet byggeriet af tunnelelementfabrikken, selve tunnelen samt portaler og ramper. FLC-konsortiet består blandt andre af danske Per Aarsleff A/S, franske Vinci og Wayss & Freytag fra Tyskland.  Femern A/S er også i god dialog om kontraktforlængelse med det konsortium, Fehmarn Belt Contractors, som skal stå for udgravningen af tunnelrenden og landopfyldning.

EU har tildelt Femern Bælt-projektet støtte på knap 5,3 mia. kr. til anlægsfasen. Anlægsudgifterne i øvrigt vil blive betalt af de kommende brugere af såvel vej- som baneforbindelsen. Det gælder også udgifterne til drift, vedligehold og reinvesteringer.