www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Hvordan skal Hovedstadens boligmarked se ud i fremtiden?

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen mødtes i dag med 27 borgmestre fra Hovedstadsområdet for at diskutere behovet for boliger i Hovedstaden nu og i fremtiden. Den konstruktive dialog førte blandt andet til, at parterne nu kan gå hjem med ny viden og nye ideer til at komme boligproblemerne til livs.

Facadeudsnit fra Sluseholmen

1. oktober 2018

Der blev trykket en del hænder, da transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen i dag bød velkommen til et boligtopmøde i Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.

27 borgmestre fra Hovedstadsområdet havde sagt ja til ministerens invitation om at mødes for at diskutere de udfordringer, som staten og kommunerne oplever på boligområdet i disse år – og hvordan man sammen kan finde løsninger til gavn for de mange nuværende og kommende beboere i Hovedstadsområdet.

- Jeg glæder mig over det store fremmøde i dag, for det viser, at kommunerne anerkender, at boligområdet er under pres, og at der er et stort behov for, at vi arbejder sammen om at løse problemerne, fortæller transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

Behov for særlig indsats i København
Dialogen blev understøttet af en analyse foretaget af Copenhagen Economics, som alle kommuner i Hovedstadsområdet har bidraget til forud for mødet. Her har kommunerne beskrevet deres boligplaner, og hvad de oplever som barrierer på boligområdet. De mange informationer blev præsenteret for ministeren og borgmestrene under topmødet.

Analysen viser blandt andet, at der er behov for et særligt fokus på København, fordi der i kommunen er en væsentlig overefterspørgsel på boliger – ikke mindst på et- og toværelses lejligheder, som især er efterspurgt blandt studerende, singler og par. Selv med de planer og forventninger til nye boliger, som er blevet indrapporteret af kommunerne i og lige omkring København, vil der stadig mangle mange boliger i den centrale del af Hovedstadsområdet i 2025.

Det problem eksisterer ikke i den ydre del af Hovedstadsområdet, hvor der planlægges efter flere nye boliger, end det nuværende flyttemønster tilsiger. 

- Udbuddet af boliger i Københavnsområdet stemmer ikke overens med de typer og den mængde af boliger, som er nødvendig for at imødekomme det eksisterende og ikke mindst fremtidige behov. Derfor skal vi arbejde for sammen at genoprette balancen på boligområdet i Hovedstaden, forklarer transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

Overborgmester i København Frank Jensen deltog også i dagens Boligtopmøde, og han er enig med ministeren i, at der er et reelt problem, der skal løses.

- Det er en politisk førsteprioritet for mig, at boligmarkedet i København skal være tilgængeligt for alle – også for mennesker med almindelige indkomster. Det kan vi kun sikre ved at holde byggeaktiviteten oppe og samtidig sørge for, at hver fjerde nye bolig er almen og dermed har retfærdig adgang og priser, der er til at betale, siger overborgmester Frank Jensen. 

Kommunerne pegede især på infrastruktur, anlægsloft og fingerplanen, som begrænsninger for et større boligudbud. Ministeren vil blandt andet tage kommunernes synspunkter med i Hovedstadsudvalgets videre arbejde for Hovedstaden 2030.

 

Links

  • Link
     
    Læs boligmarkedsanalysen fra Copenhagen Economics her
  • PDF
    1,70mb
    Boligtopmøde-præsentation fra Copenhagen Economics