www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Bredt flertal giver grønt lys til udbud af nye el-tog og vogne

Forligskredsen bag aftale om udbud af nye eltog (regeringen og DF, S, RV, ALT og SF) har netop godkendt DSB’s udbudsmateriale for indkøb nye eltogsæt, hvor vedligeholdet vil være fuldt outsourcet. Dermed er DSB klar til at udsende udbudsmaterialet. Samtidig har et enigt flertal i Folketinget (regeringen og DF, S, Ø, RV, SF og ALT) indgået aftale om, at DSB skal udsende udbudsmateriale for indkøb af nye vogne og udnytte optionen på indkøb af yderligere el-lokomotiver.

Blandet trafikFoto: Ulrik Jantzen

12. juni 2018

Med dagens beslutninger er der taget et stort skridt på vejen i forhold til at udskifte DSB’s nuværende og aldrende dieselflåde med nye, moderne elektriske tog. 

Den 1. februar 2018 besluttede regeringen (V, K, LA) og DF, S, RV, ALT og SF at igangsætte udbud af nye eltog, som frem mod 2030 skal erstatte DSB’s togflåde bestående af IC3, IR4 og IC4. 

Som et led i forberedelserne af udbudsmaterialet blev parterne enige om, at DSB’s udbud skal omfatte fuldt outsourcet vedligehold til producenten. DSB har nu færdiggjort udbudsmaterialet efter denne model, og forligskredsen har godkendt, at DSB udsender udbudsmaterialet for indkøb af mindst 100 nye eltogsæt. De nye eltog forventes indsat i passagerdrift fra begyndelsen af 2024. 

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen udtaler: 

- Jeg er meget tilfreds med, at DSB nu har tilrettet udbudsmaterialet for nye eltog, hvor vedligeholdet er fuldt outsourcet. Det giver de bedste forudsætninger for hurtigt at kunne indfase driftsstabile el-togsæt, som i fremtiden skal udgøre rygraden i DSB’s materielflåde. 

Udover godkendelse af DSB’s udbudsmateriale for nye eltog har alle Folketingets partier i dag indgået aftale om, at DSB inden sommerferien kan udsende udbudsmateriale vedrørende indkøb af 40-56 nye vogne og udnytte muligheden for at indkøbe yderligere 16 el-lokomotiver. Denne mulighed står beskrevet i DSB’s kontrakt med Siemens om leverance af standardlokomotiver i Vectron-serien. 

Formålet med anskaffelsen af nye vogne og flere el-lokomotiver er på kort sigt at give passagererne en driftsmæssig forsikring mod utilstrækkelig performance i DSB’s nuværende dieselflåde, herunder særligt IC4.

På længere sigt muliggør anskaffelsen, at DSB kan indgå samarbejde med Deutsche Bahn (DB) om at drive international trafik til Tyskland, når den faste forbindelse via Femern Bælt forventeligt åbner i 2028. 

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen udtaler: 

- Jeg er meget tilfreds med, at et bredt flertal i Folketinget endnu engang har taget ansvar for, at vi i fremtiden kan tilbyde passagererne et mere attraktivt togtilbud.

- I alt for mange år har de danske togpassagerer måtte leve med konsekvenserne af fortidens dårlige politiske beslutninger om indkøbet af IC4 og den manglende elektrificering og udskiftning af Banedanmarks signalanlæg. Særligt passagererne i den sjællandske regionaltrafik har den senere tid oplevet konsekvenserne af DSB’s utidssvarende materielflåde. 

- Indkøbet gør det muligt, at vi hurtigere kan sætte skub i den nuværende proces med at udskifte DSB’s aldrende og ustabile dieselflåde med nye, moderne elektriske tog, og det glæder mig, at vi inden for få år vil se nye el-lokomotiver og vogne køre på skinnerne i Danmark, siger Ole Birk Olesen. 

Det forventes, at der indgås kontrakt om levering af de 40-56 nye vogne inden årsskiftet 2019/2020 med henblik på indsættelse i passagerdrift fra begyndelsen af 2022. 

Links