www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Kørsel i nødsporet på Hillerødmotorvejen og ITS-systemer på Motorring 3 opretholdes

Bilisterne skal fortsat kunne køre i nødsporet på Hillerødmotorvejen. Og så opretholdes ITS-systemerne på Motorring 3. Det sker som følge af den store trafikvækst og den mertrafik på strækningen, som byggeriet af letbanen i Ring 3 forventes at medføre.

Ring 3Foto: René Strandbygaard

13. april 2018

Som et resultat af et gunstigt udbud af vejdriften i perioden 2018-2021 har Vejdirektoratet nu fundet de nødvendige midler til at opretholde ITS-systemerne på Motorring 3 frem til 2021, som ellers var på vej til at blive taget ned. Og så vil bilisterne fortsat kunne køre i nødsporet på Hillerødmotorvejen, da midlerne hertil nu er sikret. 

- Jeg har i dag drøftet sagen med transportordførerne fra regeringen og Dansk Folkeparti. Vi er enige om, at det er en god idé at prioritere overskydende midler fra Vejdirektoratets udbud til formålet. Det er forventningen, at de variable tavler på Motorring 3 vil have en positiv effekt på trafikafviklingen og på rejsetiderne, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen og fortsætter:

- Det betyder samtidig, at vi bedre kan forebygge den stigende trængsel, som mange bilister kommer til at opleve under den kommende etablering af blandt andet letbanen i Ring 3. 

Ifølge Vejdirektoratet vil den trafik, der normalt afvikles på en anlægsstrækning, erfaringsmæssigt søge andre steder hen, hvis der er mulighed for det. Og når byggeriet til den nye letbane går i gang, vil Motorring 3 være et af de oplagte valg. 

Trafikmodelberegninger indikerer, at 5.000 - 10.000 biler pr. døgn på Ring 3 mellem Glostrup og Gladsaxe vil finde en anden rute i anlægsperioden. En del af trafikken forventes at blive flyttet til Motorring 3. Og det vil, sammen med den generelt øgede trafikvækst, udfordre trafikafviklingen, da kapaciteten i forvejen er fuldt udnyttet i myldretiderne. 

ITS-systemerne på Motorring 3 forventes at blive genindsat i funktion inden sommerferien. De vil i perioden 2018-2021 medføre ekstra omkostninger på ca. 6,1 mio. kr. årligt, som dækkes af besparelser fra Vejdirektoratets udbud. 

Fakta

  • ITS-systemet på Motorring 3 er etableret som en del af motorvejsudvidelsesprojektet, som blev påbegyndt i 2005. 
  • Med ”Aftale om nye initiativer som led i udmøntning af puljer” fra oktober 2009 besluttede den grønne forligskreds (V, LA, K, DF, S, SF, RV) at igangsætte et forsøg med kørsel i nødspor på Hillerødmotorvejen på strækningen Værløse-Skovbrynet.
  • I december 2013 åbnede Vejdirektoratet for kørsel i nødsporet på Hillerødmotorvejen. Vejdirektoratet har efterfølgende udarbejdet en evaluering af forsøget.
  • Evalueringen viser, at forsøget med kørsel i nødspor har en positiv effekt på fremkommeligheden på den pågældende strækning.
  • En samfundsøkonomisk analyse af kørsel i nødspor på Hillerødmotorvejen viser en samfundsøkonomisk nettogevinst på 99 mio. kr. og en intern rente på 29 pct. beregnet over en periode på 15 år.
  • Forligskredsens finansiering af forsøget på Hillerødmotorvejen udløb ved udgangen af 2017. Udgiften indgår derfor i Vejdirektoratets samlede prioriterede ITS-portefølje. Den forventede fremadrettede driftsudgift til kørsel i nødspor på Hillerødmotorvejen udgør ifølge Vejdirektoratet 1,4 mio. kr. årligt.