www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Ministeren åbnede ny national cykelrute på cykel

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen indviede i dag den nye nationale cykelrute 8 – Østersøruten, der snor sig gennem det sydlige Danmark fra Padborg i vest til Møn i øst. Det foregik på det, det hele handlede om; nemlig cyklen.

5. maj 2018

Forårsvejret viste sig fra sin pænere side, da transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen som en af de første fik mulighed for at cykle et stykke af den i alt 820 kilometer lange nye nationale cykelrute 8 – Østersøruten, da den officielt blev indviet i Svendborg i dag. Ruten har fået sit navn, fordi den snor sig som et ottetal gennem naturskønne veje og kendte købstæder i det sydlige Danmark; fra Padborg over Svendborg til Møn – og tilbage igen – ligesom den forbinder fem færgeforbindelser og otte broer.

Transport-, bygnings- og boligministeren håber, at den nye cykelrute kan lokke endnu flere cykelturister til fra både Danmark og udlandet.

- Jeg er glad for, at den nye Østersørute har fået en forbedret skiltning, så ruten nu kan tages i brug af de mange danske og udenlandske turister, der gerne vil opleve Danmarks natur og kultur på allernærmeste hold. Den nye skiltning gør det også muligt at påbegynde sin tur, hvor end man vil på ruten og stadig få en god helhedsoplevelse af de gamle købstæder og nationale seværdigheder, man passerer undervejs, så jeg håber, at det vil være med til at gøre det til en spændende destination for alle cyklister, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

Samarbejde på tværs af kommuneskel
Det er første gang, at en national cykelrute bliver udviklet på tværs af så mange kommunegrænser. De 17 kommuner, som man kommer igennem på ruten, har alle samarbejdet med Vejdirektoratet om den omfattende ruteskiltning, der er finansieret af midler fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriets cykelpuljer. Skiltningen er ensartet, så man har mulighed for at finde vej og følge ruten, hvor end man påbegynder den. 

Den officielle åbning i dag bliver senere fulgt op af et forpligtende nationalt, strategisk samarbejde mellem Dansk Kyst- og Naturturisme, VisitDenmark, Dansk Cykelturisme, Vejdirektoratet, Destination Fyn, Destination Lillebælt, Business Lolland-Falster, Visit Vestsjælland, VisitSydsjælland-Møn, Destination Sønderjylland og Naturturisme.

 

Links

  • Link
     
    Det er muligt at få en oversigt over hele ruten her