www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Muligheder for salg af almene boliger i de hårde ghettoområder

Særligt i de større byer er salg af almene boliger i de hårde ghettoområder et redskab, der kan benyttes til at sikre en mere blandet bolig- og beboersammensætning. Det viser en ny analyse af mulighederne for salg af almene boliger i de hårde ghettoområder, som er udarbejdet i forlængelse af den politiske aftale om initiativer på boligområdet, der modvirker parallelsamfund.

Gellerup Parken

23. januar 2019

Salgsmulighederne i de 15 hårde ghettoområder er blevet analyseret af Copenhagen Economics. Analysen tager udgangspunkt i fire forskellige teoretiske salgsscenarier, som foruden salg også indeholder andre instrumenter såsom nedrivning og omdannelse af boliger.

Analysen peger på, at salg af almene boliger og grunde kan være et muligt redskab i de hårde ghettoområder. Salgspotentialet vurderes umiddelbart at være størst i ghettoområder beliggende i storbyer eller i umiddelbar nærhed til storbyer, mens potentialet er mindre i ghettoområder beliggende i mindre byer, hvor det kan være vanskeligere at finde investorer. 

- Salg kan være et centralt virkemiddel i omdannelsen af de hårde ghetto-områder, da salg af almene boliger til private er en effektiv måde at skabe en mere blandet bolig- og beboersammensætning. Derfor er det positivt, at analysen bekræfter, at salg af almene boliger er muligt i de hårde ghettoområder, selvom det ikke er lige oplagt alle steder. 

- Det er vigtigt for mig at slå fast, at analysen ikke skal ses som en facitliste, men som inspiration for de lokale aktører i de enkelte hårde ghettoområder der skal fastlægge indholdet af udviklingsplanerne. Det er en lokal afgørelse, hvorvidt og i hvilket omfang man ønsker at sælge eller benytte sig af andre redskaber som f.eks. ommærkning, fortætning eller nedrivning, siger transport, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen. 

Det konkrete omfang af salg af almene boliger og grunde skal tilpasses de forhold, som gør sig gældende i de enkelte hårde ghettoområder og således fastlægges i udviklingsplanerne for områderne. 

Udover de forventede salgspriser er omfanget af indestående gæld i de 15 ghettoområder blevet undersøgt, da indestående gæld har betydning for, hvorvidt salg af almene boliger resulterer i et positivt eller negativt salgsprovenu. Derfor har Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen undersøgt gælden i de respektive afdelinger beliggende i ghettoområderne. Undersøgelsen viser, at der for de fleste almene boligafdelingers vedkommende kan forventes et overskud ved salg af eksisterende almene boliger. 

Analysen er udarbejdet i forlængelse af den politiske aftale ”Initiativer på boligområdet, der modvirker parallelsamfund” indgået d. 9. maj 2018 mellem regeringen (V, LA, K), S, DF og SF. Analysen anvender en kombination af kvantitative og kvalitative metoder og er behæftet med nogen usikkerhed, idet der ikke tidligere er gennemført strategiske frasalg af almene boliger i ghettoområder i nogen større udstrækning.