www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Positiv respons på stærekasser

De faste ATK-standere, også kaldet stærekasser, har været en del af hastighedskontrollen i Danmark i seks måneder. Stærekasserne er et treårigt pilotprojekt, som Vejdirektoratet overordnet set konkluderer, er succesfuldt indtil videre.

AKT stander i Måløv

26. april 2019

Siden 1. oktober har der været opsat 20 stærekasser på 11 lokationer i Danmark, der i et pilotforsøg over tre år skal teste, hvilken effekt stærekasser har på de danske trafikanter. Status på projektet et halvt år efter at alle stærekasserne er sat op, viser, at stærekasserne generelt er blevet meget positivt modtaget af både borgere, kommuner og politikere, og Vejdirektoratet har modtaget mange ønsker om opsætning af endnu flere stærekasser rundt omkring i landet.

- Formålet med stærekasserne er ikke at udskrive en masse bøder. Det er derimod at få trafikanterne til at sætte hastigheden ned, fordi vi ved, det er med til at forbedre trafiksikkerheden. Stærekasserne er i det store hele blevet taget rigtig godt imod, og jeg har tillid til, at evalueringen til efteråret viser, at vi også i Danmark kan høste gode trafiksikkerhedsresultater af stærekasserne, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

Stærekassernes placering er udvalgt af Vejdirektoratet i samarbejde med Rigspolitiet på baggrund af Vejdirektoratets ulykkesstatistik. 

De 20 standere har det seneste halve år haft et samlet antal måletimer på 32.508 timer og har i perioden maksimalt genereret 37.183 bøder. 

- Der er gode tegn på, at pilotprojektet med stærekasserne er en succes, og hvis de gode resultater fortsætter, vil vi skalere pilotprojektet op og erstatte endnu flere fotovogne med stærekasser, siger Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen.

- Stærekasserne er med til at sænke farten på veje med mange uheld, og det er med til at skabe mere tryghed for trafikanterne og forbedrer trafiksikkerheden. Det er derfor rigtig godt, at borgerne har taget så godt imod stærekasserne, siger Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

Mindst 33 procent af bilister, der var involveret i en dødsulykke i 2017, kørte hurtigere end det tilladte.

- For høj fart spiller en rolle ved rigtig mange dødsulykker på vejene. Derfor skal vi også gøre, hvad vi kan for, at bilisterne sætter farten ned på de vejstrækninger, hvor der er sket flere ulykker, og hvor der er registreret bilister med høj fart, som er tilfældet for de steder, stærekasserne er sat op, siger Konservatives transportordfører Brigitte Klintskov Jerkel.

Stærekasserne skal i pilotprojektet ses som et supplement til politiets eksisterende fartkontrol med mobile fotovogne. 

- Kombinationen af stærekasser og fotovogne ved vi fra udlandet er meget effektiv til at forebygge hastighedsovertrædelser, og jeg forventer da at se de samme gode resultater i Danmark, siger Liberal Alliances transportordfører, Leif Mikkelsen.

Fakta
De 20 opsatte stærekasser er en del af et treårigt pilotprojekt, der skal teste, hvordan kameraerne fra politiets fotovogne fungerer i faste standere, samt at undersøge hvilke effekt stærekasserne har på de danske trafikanter.

’Børnesygdommene’ omkring stærekassernes tekniske løsninger, er ved at være overstået, og Vejdirektoratet ser frem til at følge pilotprojektet de næste 2½ år, hvorefter projektet vil blive endeligt evalueret.

Pilotprojektet skal delevalueres i efteråret 2019 og bliver endelig evalueret i 2021. Ved delevalueringen ses der blandt andet på ændringer i hastighedsniveauet og udviklingen i antallet af bøder.

Kontakt til transport-, bygnings- og boligministeren:
Pressechef Mia Josiassen, tlf. 72 26 70 75, mail: mij@trm.dk

Kim Christiansen (DF) kan kontaktes på:
Tlf.: 61 62 42 34, mail: Kim.Christiansen@ft.dk

Kristian Pihl Lorentzen (V) kan kontaktes på:
Tlf.: 27 52 28 18, mail: Kristian.Lorentzen@ft.dk

Brigitte Klintskov Jerkel (K) kan kontaktes på:
Tlf.:  6162 4915, mail: Brigitte.Jerkel@ft.dk

Leif Mikkelsen (LA) kan kontaktes på:
Tlf.: 33 37 49 10, mail: Leif.Mikkelsen@ft.dk

Yderligere oplysninger
Afdelingsleder Marianne Foldberg Steffensen, tlf. 7244 3222, mail: mast@vd.dk
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf. 7244 3032, mail: man@vd.dk 

Links

  • Link
     
    Vejdirektoratets status for ATK-projektet kan læses her