www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Screening af mulighed for S-tog på Kystbanen

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen præsenterede i dag på et møde med fire nordsjællandske borgmestre og regionsrådsformanden for Region Hovedstaden muligheden for at igangsætte en screening af muligheden for S-tog til Helsingør.

S-togFoto: Ulrik Jantzen

21. januar 2019

Vi skal have flere tog, der kører til tiden. Det mener transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen, der havde i dag havde møde med borgmestrene fra Helsingør, Fredensborg, Hørsholm og Rudersdal Kommuner samt regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen til at drøfte muligheden for S-tog på Kystbanen.

- Punktligheden på Kystbanen har været inde i en positiv udvikling de seneste tre år, men det ændrer ikke på, at der fortsat er måneder, hvor kvaliteten er langt under, hvad man kan forvente. Senest var punktligheden i forsommeren 2018 på et meget utilfredsstillende niveau. DSB og Banedanmark gør, hvad de kan, men hvis der skal ske en strukturel forbedring af punktligheden, er vi nødt til at undersøge mere radikale løsninger, forklarer transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

Ministeren præsenterede derfor i dag parterne for muligheden af at foretage en screening af muligheden for S-togsdrift på Kystbanen. Den seneste screening er fra 2011, og der er siden truffet beslutning om automatisering af S-togsdriften og skabt klarhed om det nye signalsystem. Den nye screening skal afdække, hvilke muligheder der er for S-togstrafik til Helsingør. 

Foruden en opdateret screening af S-tog vil ministeriet også undersøge, om der kan opnås en gevinst ved, at Kystbanen bliver isoleret og betjent med S-togslignende materiel, men uden at omlægge til egentlig S-togsdrift. Banedanmark vil desuden undersøge punktlighedseffekten af en mulig ændring af sporene i Nivå og Snekkersten, så det bliver lettere at genoprette trafikken.

- Der er ingen lette løsninger. Det er derfor vigtigt, at vi undersøger nogle gennemgribende løsninger, så Kystbanen for alvor kan blive et attraktivt kollektivt transporttilbud. Jeg er derfor meget tilfreds med drøftelserne på dagens møde, og at både borgmestrene og regionsrådsformanden nu går hjem og overvejer muligheden for at deltage i en screening af S-tog til Helsingør, fortæller transport-, bygnings- og boligministeren.