www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Danmark har gode og sikre motorveje

Offentligjort i Morgenavisen Jyllands-Posten den 24. juni 2004

af trafikminister Flemming Hansen

Jyllands-Posten bragte mandag den 21. juni en leder, hvor der var fokus på hastighed i forbindelse med det danske motorvejsnet. Avisen finder, at den hastighed, hvormed motorvejsnettet forbedres og udbygges er for ringe. Samtidig kritiseres, at der er alt for mange strækninger, hvor hastighedsgrænsen fortsat er 110 km/t, hvor den burde være 130 km/t.

Jeg er ikke enig. I Danmark har vi både gode og sikre motorveje, som løbende forbedres og udbygges.

Hvis vi starter med forbedringerne af motorvejsnettet, så vil jeg gerne fremhæve, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne sidste efterår indgik en omfattende trafikaftale, som på vejområdet indebærer 3,4 mia. kr. i nye vejinvesteringer. Sammen med de allerede besluttede og igangværende anlægsprojekter vil trafikaftalen betyde, at en lang række vejstrækninger opgraderes og udbygges. Blandt andet vil motorvejsbyggeriet i Jylland på strækningerne Herning-Århus og Herning-Vejle blive videreført. Også i hovedstadsområdet og på Fyn vil motorvejsnettet blive udbygget og forbedret, bl.a. udvides Motorring 3 og motorvejen på strækningen Odense-Middelfart, så der bliver mere kapacitet på nogle af de strækninger, hvor trafikken er tættest.

Hastighedsgrænserne på motorvejsnettet blev som bekendt ændret, således at grænserne på ca. halvdelen af motorvejsnettet pr. 30. april 2004 blev hævet til 130 km/t. Vi har netop fået de første målinger af hastigheden efter de nye regler, og jeg har med glæde noteret, at trafikanterne har reageret positivt. Vi har fået et meget mere jævnt hastighedsbillede, og der er blevet færre grove overtrædelser af grænserne. Men jeg synes, det er for tidligt at drage håndfaste konklusioner om, at forhøjelsen af hastighedsgrænsen skal gælde for en større del af det eksisterende motorvejsnet. Hastighedsgrænserne skal være rimelige og realistiske, men de skal først og fremmest tilrettelægges således, at trafikken kan afvikles på en sikker og forsvarlig måde.