www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Der er ikke solgt ud af danske interesser

Offentligjort i Sjællands Tidende den 13. juli 2004

Af trafikminister Flemming Hansen

Sjællands Tidende bragte onsdag den 30. juni 2004 en leder med kommentarer til den netop indgåede principaftale om at etablere en fast forbindelse over Femern Bælt. Lederskribenten udlægger i en ubehagelig tone principaftalen sådan, at jeg skulle have lovet, at vi i Danmark vil sørge for, at taksterne på Storebælt ikke bliver sænket så meget, at bilisterne ser en økonomisk fordel i at benytte Storebælt frem for en Femern bro. Sjællands Tidende mener derfor, at jeg med underskrivelsen af principaftalen har solgt ud af danske interesser, og at bilisterne på Storebælt risikerer at skulle betale for en Femern Bælt forbindelse.

Hvis Sjællands Tidendes udlægning af principaftalen havde været korrekt, kan jeg godt forstå, at lederskribenten er faret i blækhuset. Jeg kan imidlertid berolige læserne med, at det ikke er tilfældet. Aftalens tekst, der er indsat efter tysk ønske, afspejler alene det faktum, at der nødvendigvis vil være en sam-menhæng mellem trafikken på Storebæltsforbindelsen og Femern forbindelsen. Derimod står der intet om, hvordan man skal tilrettelægge takstforholdene for at få en fornuftig udnyttelse af de to forbindelser.

For at undgå misforståelser vil jeg derfor endnu en gang slå fast, at bilisterne på Storebælt ikke kommer til at betale for en fast forbindelse over Femern Bælt.

I lederen fremfører Sjællands Tidende endvidere velkendte synspunkter på taksterne på Storebæltsforbindelsen, som man mener bør fjernes eller i det mindste lempes.

Her skal jeg endnu engang stilfærdigt gøre opmærksom på, at der er en gæld i Storebæltsforbindelsen på ca. 36 mia. kr. eller stort set det samme, som da forbindelsen åbnede i 1998. Derfor er opgaven at få nedbragt gælden. Det gør man ikke ved at fjerne eller sænke taksterne.

Et ja til etablering af en fast forbindelse over Femern Bælt udelukker ikke fremtidige takstnedsættelser på Storebælt. Der er et råderum hertil, uden at det vil påvirke Femern Bælt forbindelsen. Den reelle binding på Storebæltstaksterne er imidlertid gælden, ikke hensynet til Femern forbindelsen.

I stedet for at fremmane spøgelser omkring Storebæltstaksterne synes jeg, at Sjællands Tidende skulle glæde sig over, at vi med principaftalen er blevet enig med tyskerne om at gå videre med Femern forbindelsen – en forbindelse, der i høj grad vil komme befolkningen i Sjællandsområdet og på Lolland-Falster til gode.