www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Femern Bælt forbindelsen og taksterne på Storebælt

Offentligjort i Morgenavisen Jyllands-Posten den 30. juni 2004

Af trafikminister Flemming Hansen

I forbindelse med den netop indgåede principaftale om at etablere en fast forbindelse over Femern Bælt anføres det i en leder i Jyllands Posten 27. juni at jeg skulle have antydet, at der er en sammenhæng mellem taksterne på Storebæltsforbindelsen og Femernforbindelsen. Desuden anfører Jyllands Posten, at Storebæltsforbindelsen er et rent dansk anliggende, og at det samme gælder takstfastsættelsen.

Dette tema har også været behandlet i andre medier, og der er blevet gjort opmærksom på, at principaftalen kan betyde, at økonomien i en fast forbindelse over Femern Bælt kan forhindre mulige takstnedsættelser på Storebælt i fremtiden. Det har tillige været fremført, at en fremsynet dansk trafikpolitik tilsiger, at det i fremtiden skal være gratis at passere de faste forbindelser.

Jeg kan forstå, at principaftalen kan give anledning til disse tanker. Forholdet er imidlertid det, at der skal to til at danse tango, og principaftalen om etablering af en fast forbindelse over Femern Bælt afspejler en tysk bekymring for, at væsentligt lavere takster på Storebælt kan påvirke trafikken via en fast forbindelse over Femern Bælt. Jeg deler ikke disse bekymringer. Men det er klart, at hvis det optager tyskerne, så må vi drøfte problemstillingen, og det har jeg sagt ja til.

Jeg vil gerne slå fast, at et ja til etablering af en fast forbindelse over Femern Bælt ikke er et nej til fremtidige takstnedsættelser på Storebælt. Der er et råderum for takstnedsættelser på Storebælt, uden at det vil påvirke Femern Bælt forbindelsen. Når vi alligevel ikke foreslår lavere takster på Storebælt, er det af helt andre hensyn, nemlig gælden i Storebæltsforbindelsen. Det er den reelle binding på taksterne. Gælden var ved årsskiftet ca. 36 mia. kr. eller stort set det samme, som da forbindelsen åbnede i 1998. Det er derfor opgaven at få nedbragt gælden.

Jeg vil også gerne slå fast, at bilisterne på Storebælt ikke kommer til at betale for en fast forbindelse over Femern Bælt.

Vi afgiver ikke selvbestemmelse vedr. Storebælt. Spørgsmålet indgår netop i aftalen, fordi vi i Danmark selv bestemmer over Storebæltstaksterne.