www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Klarhed om Søften-Skødstrup projektet

Offentligjort i Århus Stiftstidende den 20. december 2004

Af trafikminister Flemming Hansen

Søften-Skødstrup projektet debatteres livligt i øjeblikket. Faktisk har motorvejsforbindelsen fra Den Jyske Motorvej nord om Århus til Djursland været drøftet og forberedt i mere end 30 år. Århus Amt har gennem de senere år diskuteret projektet indgående, og ønsker altså nu projektet gennemført.

Samtidig har der fra forskellig side været udtrykt undren og kritik af Trafikministeriet og af Indenrigs- og Sundhedsministeriet for ikke umiddelbart at give samtykke til igangsættelsen af motorvejsprojektet mellem Søften og Skødstrup, sådan som Århus Amt har søgt om for nylig. Det vil jeg gerne kommentere.

Århus Amt kan ikke færdiggøre Søften-Skødstrup projektet, inden kommunalreformen træder i kraft den 1. januar 2007. Fra det tidspunkt ophører amtet, som er ansvarlig for projektet, med at eksistere. I denne særlige situation mener jeg, at alle involverede parter i sagen har en fælles interesse i at få foretaget en grundig gennemgang af såvel de styringsmæssige som de økonomiske aspekter af projektet. Både for Århus Amt, Århus Kommune og staten er det naturligvis helt afgørende, at der skabes klarhed om det videre forløb.

Som det har været nævnt i pressen bliver amtets projekt væsentligt dyrere end hidtil forudsat af Århus Amt. Vi taler om ekstraudgifter for et trecifret millionbeløb. Hertil kommer, at en væsentlig del af udgif-terne til færdiggørelsen ligger i 2007 og frem og derfor i givet fald vil skulle afholdes af andre end amtet.

Jeg har bemærket, at amtspolitikere og andre med lokal tilknytning ikke synes, at det er noget, man skal gøre til et problem – når andre skal tage sig af det, kan det som regel ikke gå hurtigt nok. Men for den, som måtte ende med at overtage ansvaret for projektet, er det selvsagt noget, der skal etableres overblik over og tages stilling til. Staten kan naturligvis ikke uden videre beslutte at sige ja til at afholde merud-gifter i den nævnte størrelsesorden.

Trafikministeriet er med hjælp fra Århus Amt i gang med at gennemgå projektet med henblik på at kunne præsentere et beslutningsgrundlag for regeringen om sagen. Det skulle jo helst være sådan, at hvis projektet skal realiseres, og hvis staten på et tidspunkt skal overtage ansvaret for projektet, så sker det på et velbelyst grundlag og ud fra en fælles forståelse mellem parterne om ansvar, finansiering osv. Det regner jeg med kan foreligge således, at regeringen kan tage stilling til sagen til januar, og det mener jeg faktisk er ret hurtigt, sagen taget i betragtning.

I forhold til den kommende proces er det imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at Århus Amts frist for at indgå aftale med de entreprenører, som har afgivet tilbud ved amtets licitation er den 2. marts 2005 og ikke den 2. januar 2005, som det tidligere har været oplyst i Århus Stiftstidende. Der er således endnu nogen tid at løbe på, men jeg vil gerne understrege, at en afklaring fortsat prioriteres højt fra Trafikministeriets side, og jeg forventer at mødes med amtsborgmesteren om sagen i slutningen af januar måned.

Lad mig så i øvrigt sige til påstandene om, at regeringen "sylter" Århus og Djursland: Jeg er helt uenig.

Regeringen har ud over de 75 mio. kr., som allerede er givet som statsligt tilskud til Søften-Skødstrup projektet for nylig, sikret i alt 130 mio. kr. til Århus Havnebane, 185 mio. kr. til en tilslutning mellem den Jyske Motorvej og havnetunnelen under Marselis Boulevard samt ca. 200 mio. kr. til en opgradering af Grenåbanen og renoveringen af sporene på strækningen. Vi taler med andre ord om statsmidler på mere end ½ mia. kr. Det synes jeg mildest talt vidner om, at regeringen har fuld fokus på infrastrukturen i området.