www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Lyn-leder

Offentligjort i Morgenavisen Jyllands-Posten den 10. maj 2004

Af trafikminister Flemming Hansen

Med overskriften "Postalt makværk" fokuserede mandagens leder i avisen på det omfattende nye postforlig. Lederskribenten har haft travlt med at nedgøre et af Folketingets forlig, uden at der kommer et entydigt budskab frem. Det nye postforlig betyder først og fremmest, at man opretholder en høj postservice i hele landet. Spørgsmålet om brevkasseanlæg er en del af et meget omfattende afbalanceret forlig, som samlet set skal tilpasse Post Danmark og postpolitikken til fremtidens vilkår. Det er meget tilfredsstillende for mig, at forliget har bred tilslutning blandt Folketingets partier.

Jeg vil pege på, at forliget indeholder en række kvalitetskrav til fremtidens postbetjening, herunder krav om fortsat postomdeling 6 dage om ugen, loft over takststigninger, krav til nettet af posthuse og decideret lovkrav til postkvaliteten. Formålet er at sikre god postbetjening i hele landet. Formålet med at indføre brevkasseanlæg i den ældre boligmasse svarende til, hvad der i mange år har været regler for i den nyere boligmasse – er at tilpasse Post Danmarks vilkår til den skærpede konkurrence. Og det sker i god tid – inden udgangen af 2009. Med denne forholdsvis lange tidshorisont får postmodtagerne god tid til at indrette sig på de nye vilkår.

Der vil ikke kunne kræves ekstrabetaling for at bringe posten helt til døren. Kravet om brevkasseanlæg indføres jo især for at forbedre postmedarbejdernes arbejdsmiljø.

Der skal dog ikke opstilles brevkasseanlæg, hvis de bygningsmæssige forhold er til hinder herfor. Alle pensionister i ældre etageejendomme vil også efter 2009 have ret til at få posten bragt til døren, hvis de ønsker det.

Allerede i dag er der en dispensationsordning, hvor handicappede og andre borgere med nedsat mobilitet kan få posten leveret til døren. Denne ordning skal gælde for hele boligmassen.

Så lederskribenten har næppe ret i sin påstand om et "postalt makværk", når netop formålet med postloven er at sikre god postbetjening i hele lan-det. Var der tale om makværk havde Folketingets partier næppe støttet forslaget.