www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Postulater i en ferietid

Offentligjort i Morgenavisen Jyllands-Posten den 16. juli 2004

Af trafikminister Flemming Hansen

Årets ferieemne i pressen, herunder JP’s leder 12. juli, er blevet en – påstået – passivitet fra regeringens side over for de senere års tendenser til kødannelse i myldretiderne på visse veje omkring de store byer.

Det ville da også være højst bekymrende, hvis regeringen virkelig sad disse tendenser overhørig. Det gør vi naturligvis ikke.

Vi fremlagde i februar 2003 en investeringsplan med forslag til trafikinvesteringer for i alt 26 mia. kr. og indgik i november 2003 aftale om de næste 10 års investeringer på trafikområdet med Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne. Socialdemokraterne valgte – som det vist efterhånden er blevet en vane – at stå uden for aftalen.

Trafikaftalen er, både mht. tidshorisont og beløbsmæssige rammer, uden sidestykke i Danmarkshistorien – og aftalen retter sig bl.a. netop mod løsning af trængselsproblemer.

I hovedstadsområdet omfatter aftalen anlæg af 1. etape af Frederikssundsmotorvejen mellem Motorring 3 og Ring 4. Endvidere er det aftalt, at udarbejde beslutningsgrundlag for udvidelser af dele af Holbækmotorvejen, Motorring 4 og Helsingørmotorvejen. Disse projekter kommer oven i de allerede vedtagne udvidelser af Motorring 3 og Køge Bugt Motorvejen.

Uden for hovedstadsområdet er det bl.a. aftalt at udvide motorvejsstrækningen mellem Odense V og Middelfart. Desuden vil der blive udarbejdet beslutningsgrundlag for udvidelser af en række øvrige tungt trafikerede motorvejsstrækninger i Jylland og på Fyn, herunder motorvejen omkring Vejle Fjord Broen og motorvejsstrækningen fra Odense SØ til Odense V. Og en udbygning af E 45 mellem Nørre-sundby og Bouet ved Aalborg er under forberedelse.

I Århus-området er der givet tilsagn om statsligt tilskud til anlæg af motorvejen Søften – Skødstrup og om sammen med Århus Kommune at undersøge muligheden for anlæg af en tunnel under Marselis Boulevard som Offentligt-Privat Partnerskab.

Der er således iværksat masser af initiativer – og jeg kunne tilsvarende nævne en lang række af projekter på baneområdet. Helt trængselsfri veje opnår vi nok aldrig – og det ville også være et helt uansvarligt mål at forfølge set i lyset af de mange andre vigtige opgaver, staten skal varetage – men realiseringen af Trafikaftalen vil utvivlsomt betyde et væsentligt løft for infrastrukturen over hele landet.