www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Regeringen satser på hovedstadsregionen

Offentligjort i Frederiksborg Amts Avis den 1. september 2004

af trafikminister Flemming Hansen

HURs formand Mads Lebech anfører i et indlæg i Frederiksborg Amts Avis den 19. august 2004 under overskriften "Det skrider kun langsomt fremad på motorvejene", at den stadig stigende trafik i hoved-stadsområdet, må og skal give anledning til overvejelser om at fremrykke offentlige trafikinvesteringer.

Mads Lebech refererer til regeringens investeringsplan, der blev udgivet og politisk vedtaget i 2003. Han mener ikke, denne prioriterer hovedstadsområdet tilstrækkelig højt og ikke tager højde for den fremtidige trafiksituation.

Jeg er helt enig med Mads Lebech i, at der i Hovedstadsregionen eksisterer en række særlige trafikale problemstillinger, som også staten må tage et medansvar for at afhjælpe. Når det er sagt, så mener jeg faktisk også, at vi fra statens side i høj grad har påtaget os dette ansvar gennem de senere år. Inden for de seneste 10-15 år har staten igangsat og finansieret en lang række store trafikprojekter i hovedstadsregionen. Lad mig blot nævne nogle af de største projekter, der på baneområdet omfatter den københavnske Metro, Ringbaneprojektet, udbygningen af Frederikssundsbanen med dobbeltspor og etablering af jernbaneforbindelse til Københavns Lufthavn og køb af nye S-tog, mens indsatsen på vejområdet især har omfattet løbende kapacitetsudbygning af en række af de mest trafikerede motorvejstrækninger i regionen.

Hertil kommer, at regeringen med trafikaftalen fra november 2003 har igangsat en proces, der vil skabe grundlag for en række større trafikinvesteringer i hovedstadsregionen i de kommende år. I denne sammenhæng kan jeg bl.a. nævne perspektiverne i aftalen om Frederikssundsmotorvejen, udbygning af det eksisterende motorvejnet på udvalgte strækninger som bl.a. Motorringvejen, dele af Helsingørmotorvejen (Øverød-Isterød) og dele af Holbækmotorvejen (Roskilde-Fløng), kapacitetsforbedringer på jernbanestrækningen mellem København og Ringsted, modernisering af Nørreport Station mv. Også det videre arbejde med en Femern Bælt forbindelse vil få betydning for hovedstadsområdets fremtidige udvikling.

Udbygning af trafikinfrastrukturen kræver et grundigt forarbejde, fordi levetiden af projekterne ofte er op mod 100 år, og der ofte er tale forholdsvis store investeringer. Dertil kommer, at det tager lang tid at gennemføre projekterne – også selvom man er ivrig borgmester på Frederiksberg.

Regeringen besluttede sig jo netop for at tegne linierne op for en ti-årig investeringsplan, fordi vi ved, at vi bliver nødt til at prioritere bevidst og træffe langsigtede beslutninger på trafikområdet. Planen tager således udgangspunkt i en række indsatsområder, hvor trængsel i hovedstadsområdet er nævnt specifikt som en central problemstilling. Investeringsplanen repræsenterer dermed et ganske væsentligt bidrag i retning af at sikre en fortsat smidig trafikafvikling i Hovedstaden.

Med investeringsplanen lægger regeringen stor vægt på at styrke et sammenhængende trafiksystem, med en god balance mellem motorvejsinvesteringer og jernbaneinvesteringer. Trafiknettet skal udbygges i en fornuftig takt, så generne fra anlægsbyggeri ikke medfører urimelige propper i trafiksystemet. Hertil kommer, at økonomien skal kunne følge med, og vi gennemtænker, hvorledes vi får etableret et godt samspil mellem transportformerne. Trængselsproblemerne i hovedstadsregionen løses ikke ved isoleret at fremrykke udbygningen af motorvejsnettet eller jernbanenettet. Vi er nødt til at tænke i helheder og nøje overveje, hvorledes vi på længere sigt fastholder en smidig trafikafvikling i hovedstadsregionen.


Der vil sandsynligvis blive tale om balancerede tiltag, der på den ene side sikrer en bedre udnyttelse af den eksisterende infrastruktur og på den anden side indebærer en udbygning trafikinfrastrukturen. Vi har behov for at finde et hensigtsmæssigt snit mellem disse tiltag. Det skylder vi ikke mindst skatteborgerne og brugerne af trafiksystemet i hovedstadsregionen.

I regeringen er vi som nævnt fuldt opmærksomme på Hovedstadens særlige trafikale problemstillinger. Med investeringsplanen fra 2003 har vi taget et godt første skridt til løsning heraf, og jeg ser frem til kommende drøftelser om, hvorledes staten, HUR og den kommende hovedstadsregion i fællesskab sikrer en fortsat god trafikafvikling i Hovedstaden.