www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Tale ved indvielse af FDE Center Padborg

af trafikminister Flemming Hansen

4. september 2004

Det talte ord gælder

Lad mig allerførst takke for invitationen til indvielse af FDE Center Padborg og hermed ønske såvel brugerne som organisationen bag det nye center tillykke med de nye faciliteter.

Det er som bekendt længe siden, at ITD/FDE så skriften på væggen, og rykkede der hen, hvor det sker, når vi taler international transport. Padborg er det helt centrale trafikknudepunkt, og jeg er overbevist om, at området kan fastholde den position i fremtiden. Det kommer derfor heller ikke bag på mig, at jeres nye domicil i en utraditionel og moderne byggestil, også signalerer fornyelse og dynamik.

Og det er noget, jeg konstaterer med glæde. For transporterhvervet spiller en stor og betydelig rolle i hele samfundet. Der er ingen moderne samfund, som kan undvære en effektiv transportsektor. Og endnu bedre er det naturligvis, når transporterhvervet også forstår at forny sig og tilpasse sig den foranderlige størrelse, som et moderne samfund nu en gang er.

Fornyelse kan næppe være mere konkret end ved opførelse af et nyt og flot domicil. Men fornyelse er mere end det. For mig er det bl.a. evnen til at se muligheder og gribe dem. Men også evnen til at tilpasse sig ved at finde nye veje og tage udfordringer op. Og det gør I.

Med det nye centers ca. 120 arbejdspladser fordelt mellem ITD, FDE, Institut for Trans-portstudier, Padborg Udviklingscenter og Sekretariatet for Region Sønderjylland/Schleswig, er der åbnet mulighed for, at samspillet mellem forskning og erhverv vil blive yderligere styrket.

Jeg skulle tage meget fejl, hvis der ikke her er tale om vidensdeling og netværksdannelse på et meget højt niveau. Og jeg er ikke i tvivl om, at det er en af de bedste måder til at sikre fortsat fremgang, innovation og udvikling i en branche med hård konkurrence.

Konkurrence og internationalisering er ikke bare af det onde. Det betyder tværtimod nye muligheder. Markeder som Polen, Tjekkiet og de Baltiske lande vil uden tvivl blive mere tilgængelige for de danske transportører. Med andre ord: Verden bliver mindre.

Med den fysiske transport af varer og gods fra den ene ende af Europa til den anden, er transporterhvervet i realiteten den helt centrale aktør. Jeg er ikke i tvivl om, at det danske transporterhverv er i europæisk topklasse og derfor ikke behøver at frygte de nye internationale udfordringer – tværtimod. Men hvis den gode placering skal fastholdes, er det nødven digt, at erhvervet hele tiden udvikler sig. Og her tror jeg, at det nye center kan få en væsent-ig betydning.

Centret er således også et udtryk for bestræbelserne på, at erhvervet fortsat vil og kan tage den stigende konkurrence op. Og det med et effektivt og dynamisk samarbejde ved en lø-bende dialog med medlemmerne, branchens øvrige organisationer og myndighederne. Jo bedre vi samarbejder på kryds og tværs i den danske transportbranche, des bedre kan vi styrke erhvervets konkurrence over for udlandet.

Der er for mig ingen tvivl om, at det samlede transportbehov vil stige i de kommende år. Der bliver rigeligt at lave for dygtige og effektive transportører – uanset om deres base er i Sønderjylland eller på Lolland.

Med etableringen af en Femern Bælt forbindelse, mener jeg, at vi ligeledes kan bidrage til internationalisering og det at gøre verden mindre, eller rettere udvide markederne yderligere. Der er måske nok nogen her, som til tider kan blive lidt bekymret over en Femern Bælt bro. Det er jeg ikke. Jeg tror som sagt på, at forbindelsen vil give nye muligheder for eksporterhvervet.

Når en branche spiller en stor rolle i samfundet, så kommer branchen også til at tiltrække opmærksomhed, og der er fokus på én. Dette er imidlertid oftest uløseligt forbundet med ansvar og forpligtelser.

Hver dag er stort set alle borgere på den ene eller den anden måde trafikanter, som bevæger sig fra et punkt A til B. Med vejene som jeres arbejdsplads er I det selv mere intensivt end langt de fleste. Borgerne har en naturlig forventning om, at de kan bevæge sig trygt og sikkert rundt på bl.a. de danske veje. Og sådan skal det også være. Trafikanternes og dermed også jeres sikkerhed finder jeg meget vigtig.

Men det betyder også, at I transportører - som ”de store” - skal være med til at passe på såvel hinanden som på ”de små”. Det gøres lettest ved at gå foran med det gode eksempel og udvise ansvarlig adfærd. Og lad mig understrege, at samme ansvarlige adfærd også forventes af de øvrige trafikanter.

Det er derfor dobbelt trist, at der det sidste halve års tid har været en del negativ omtale af branchen, som jeg ved, at I beklager lige så meget som mig. Ikke mindst set i lyset af resultaterne af forsøgene med forhøjet hastighed og overhalingsforbud, som klart fortæller mig, at I tager jeres ansvar alvorligt. Rapporten viser nemlig, at overhalingsforbuddet overholdes og ikke mindst har positive effekter for alle trafikanterne.

Det gode resultat har også betydet, at mange har spurgt mig, om overhalingsforbuddet ikke bør gøres permanent og udvides til gavn for alle trafikanternes sikkerhed og tryghed? Ligeledes har mange spurgt mig, om I fortsat skal have lov til at køre med 80 km/t i timen. Baggrunden har været, at visse ulykker hvor lastbiler har været involveret, har haft forfærdelige følger, fordi chaufførens fod har ligget elefanttungt på den forkerte pedal!

Som sagt ved tidligere lejligheder, mener jeg, at en af mine fornemmeste opgaver er, at skabe de bedst mulige rammer og vilkår for erhvervslivet - og dermed også for transporterhvervet – på en måde, så også samfundets interesser som helhed tilgodeses. Og det gør de bl.a. når borgerne føler sig trygge.

Ansvarlighed fra branchen selv – og som I også udviser - er som sagt mindst lige så vigtig. Som sådan betragter jeg os som gode medspillere på samme hold. Det er jeg glad for. Lad mig nævne et lille, men konkret eksempel. En af mine embedsmænd gjorde mig forleden opmærksom på FDE’s hjemmeside, hvor FDE formidler de nye påbudte cyklistspejle til lastbiler. Og i øvrigt orienteres der godt og præcist om den nye bekendtgørelse, som træder i kraft fra 1. oktober i år. Det bekræfter mig i, at vi virkelig er medspillere.

Og selv om det blot er et lille eksempel blandt mange andre, så betyder det meget for mig. For trafiksikkerhed er og bliver et meget væsentligt hensyn for mig. Og jeg vil fortsat arbejde på, at vi - som branchens repræsentanter - gør hvad vi kan for trafikanternes sikkerhed.

Når jeg ser på jeres virke, har jeg også kun god grund til at værdsætte jer som medspillere. Ja, det er altid rart at være på hold med de dygtige.

Det er mit indtryk, at medlemmernes interesser varetages på professionel vis med fokus på service og kvalitet. F.eks. bistår I med hjælp til fortsat udvikling og effektivisering i den enkelte virksomhed. Det sikrer, at branchen også i fremtiden vil kunne bidrage positivt til værditilvæksten i samfundet.

Alt i alt må jeg sige, at jeg ser meget positivt på det danske transporterhvervs fremtid. Men jeg ved også, at der også ligger masser af udfordringer foran os. Og vi har som medspillere både forskellige opgaver og hvert vores ansvar for at nå de fælles mål.

Med disse ord vil jeg endnu en gang ønske jer tillykke med det nye flotte byggeri, som i mine øjne, har givet jer de bedste rammer for erhvervets fortsatte udvikling.