www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Havmøller er regeringens fortjeneste

Offentligjort i Morgenavisen Jyllands-Posten den 2. april 2007

Af transport- og energiminister Flemming Hansen (K)

SVEND AUKEN fortsætter i Jyllands-Posten 27/3 sin smædekampagne mod regeringens indsats på energiområdet. Det bliver beskyldningerne ikke mere rigtige af. Det er helt forkert, at regeringen ved sin tiltræden aflyste de havmølleparker, som Auken havde besluttet som energiminister.

Vi udsatte projekterne, fordi tiden var løbet fra socialdemokraternes pålæg til elværkerne om at opføre havvindmølleparkerne.

Vi ønskede i stedet en større markedsorientering i form af åbne udbud til koncessioner, hvor alle havde mulighed for at byde. Det sikrer større konkurrence og dermed, at områderne tildeles den investor, der afgiver det billigste bud for elforbrugerne.

De to nye havvindmølleparker Horns Rev II og Rødsand II, som etableres efter denne udbudsprocedure, er ikke socialdemokraternes fortjeneste.

De er et resultat af en borgerlig energipolitik, som om et par år forsyner 400.000 husstande med elektricitet fra vedvarende energi, samtidig med at der tages hensyn til omkostningerne for elforbrugerne.

Plads har taget tid

Det er heller ikke rigtigt, at regeringen ikke loyalt har fulgt op på den udskiftningsordning for gamle vindmøller, som blev aftalt med S, R og SF i 2004. Regeringen gennemførte omgående de regler, der sikrer vindmølleejerne en ekstra kompensation, hvis de skrotter deres gamle vindmølle.

Når ordningen ikke endnu har ført til den ventede udskiftning, skyldes det i høj grad, at det har taget tid at skabe plads til møllerne lokalt. Her har regeringen gentagne gange skrevet til kommuner og amter og haft møde med KL for at sikre, at det nødvendige plangrundlag er på plads lokalt.

Status er nu, at der er skabt plads i regionplanlægningen til knap 650 MW. Da skrotningsaftalen omfatter 350 MW og løber indtil udgangen af 2009, er alle forudsætninger på plads, for at aftalen opfyldes.

Selv om det er mere tidskrævende, er det helt afgørende, at vi tager lokale hensyn og ikke trækker vindmøllerne ned over hovedet på befolkningen.

Ellers mister vi den store folkelige opbakning til vedvarende energi. Det synspunkt håber jeg, at Svend Auken kan se fornuften i.