www.trm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra www.trm.dk igen.  Læs mere om cookies her.

Jyllands-Postens kamp mod vindmøllerne

Offentligjort i Morgenavisen Jyllands-Posten den 31. januar 2007

Af transport- og energiminister Flemming Hansen (K)

400 år efter Miguel de Cervantes historie om Don Quixote er Jyllands-Posten klar til at fortsætte kampen mod vindmøllerne. Der er bred enighed blandt alle de politiske partier om at udbygningen med vedvarende energi i Danmark er en succeshistorie. Vindmøllerne gavner miljøet og har samtidig betydet enorme eksportindtægter til Danmark. Jeg er derfor ikke enig i Jyllands-Postens korstog 30. januar 2007 mod vindmøllerne.

Det er ikke rigtigt, at el-kundernes regning bliver større, når markedsprisen falder. Støttesystemet er udformet på den måde, at når markedsprisen på el er høj falder støtten. Omvendt stiger støtten, når markedsprisen er lav. Dermed får forbrugerne ikke det fulde udbytte af et prisfald, men til gengæld bliver betalingen for miljøvenlig strøm minimal ved høje elpriser. Dette system har været med til at minimere investorernes risiko, så den samlede støtte til vindkraften har kunnet holdes nede.

Det er også en klar misforståelse, at vindmøllestrømmen nærmest må foræres væk til vores nabolande. Det er meget sjældent, at vindmølleproduktionen får strømprisen til at falde mod nul. Men når det sker, vil elforbrugerne få glæde af det fald i den nordiske elpris, som vindkraften har skabt.

Regeringens beslutning om at etablere et Storebæltskabel og give kraftvarmeværkerne mulighed for at udnytte billig strøm til at opvarme fjernvarmevandet, vil yderligere begrænse problemet med overskudsstrøm. Og på længere sigt vil overskudstrømmen kunne omformes til brint, som senere kan anvendes i en brændselscelle.

Regeringen vil fordoble anvendelsen af vedvarende energi til mindst 30 pct. inden 2025. Vi har gjort helt klar, at regeringen er indstillet på at betale en merpris for at opnå en bedre forsyningssikkerhed på langt sigt og mindre miljøpåvirkning. Men det er helt afgørende, at omkostningerne ikke løber løbsk. Regeringen ønsker derfor at effektivisere støttesystemet, så vi får mest mulig vedvarende energi for pengene. Støttevilkårerne vil løbende blive tilpasset i takt med udviklingen i nye energiteknologier og de fremtidige energipriser.

Regeringen har en vision om at vi helt skal frigøre os fra brug af fossile brændsler. Vi har også udmeldt nogle konkrete mål. Men hvor er Jyllands-Postens visioner? Ingen partier ønsker atomkraft i Danmark med de øvrige miljøproblemer, som denne energikilde giver anledning til. Hvor i Danmark er det, at redaktionen i Viby ønsker de store kernekraftværker placeret? For til forskel fra vindmøllerne kan atomkraftværkerne som bekendt ikke flyttes ud på havet.